Gå altid tilbage til en fuser...

Nej, ikke en nytårsraketfuser! Men nogle fusere er der gode grunde til at gå tilbage til. Det handler om ”træningsfuserne”.

Dem har jeg flere af.

Om hvordan man holder sig oprejst

En af dem handler om min højre hoftebøjer, som er i udu. Den fysiologiske forklaring er lang, men den korte forklaring er, at hoftebøjeren har en meget vigtig rolle i vores evne til at gå og holde os oprejste.

I min venstre side fungerer det udmærket. Men det er ikke nok. Man kan ikke nøjes med at gå med én side eller på et ben.

Hvis man gerne vil styrke hoftebøjeren, er det en god ide at lave coreøvelser. Det er også en god ide at lave mange andre øvelser, men coreøvelser er svære at komme udenom.

Nytårsraketter og corefusere

Coreøvelser er sådan nogle øvelser, som dem med sixpack har lavet mange af. Men jeg har ladet mig fortælle, at det slet ikke er selve sixpacken, der er væsentlig. Det er derimod det der med at kunne gå og holde sig oprejst.

Det er coreøvelserne, der er den første fuser, som jeg bør gå tilbage til.

Man kan massere sin diafragma, som simpelthen kan være så spændt, at det er umuligt at trække luften helt længst ned i maven.

Det er som en nytårsraket, der ikke virker, og derfor bliver til en fuser. Sådan én der bare ligger der og er udbrændt. Som man havde høje forventninger til. Men som ender med at skuffe noget så gevaldigt.

Det siger sig selv, at man ikke skal gå tilbage til en nytårsraketfuser. For man kan ikke være sikker på, at den er helt død.

Med træningsfuseren er det helt anderledes. Man kan nemlig heller ikke vide, om den virker, eller kan komme til at virke. Måske kan den tændes igen. Derfor må man insistere på at blive ved med at gå tilbage.

Når jeg er til yoga på hold bliver det tydeligt, når der er fokus på coreøvelser, at min hoftebøjer ikke virker. De andre kan holde benene oppe i den position, der hedder ”båden”, mens jeg må holde fast i mit højre lår, for at benet ikke skal falde ned på gulvet.

En raket der er spild af penge

Lige i dét øjeblik er det som med fuseren! Der, hvor det med ét bliver tydeligt, at raketten ikke virker. At den skide raket var spild af penge!

Det er som en nytårsraket, der ikke virker, og derfor bliver til en fuser. Sådan én der bare ligger der og er udbrændt. Som man havde høje forventninger til. Men som ender med at skuffe noget så gevaldigt.

Når en raket var spild af penge, er det fordi, den var en fuser. Og den skal man bare væk fra i en hulens fart.

Desværre er det anderledes med trænings-fusere.

Vejrtrækningsmusklen og diafragma-fuseren

Jeg har også en fuser, der hedder diafragma-fuseren. Her gemmer der sig også en meget kompliceret fysiologisk forklaring, men kort fortalt er diafragmaen en stor vejrtrækningsmuskel.

Når man trækker vejret rigtigt ordentligt helt ned i maven, bruger man sin diafragma rigtigt. Og så får hele kroppen en masse ilt – og en masse andre komplicerede fysiologiske ting – hvilket er en forudsætning for, at den virker.

Når man har en krop, som i forvejen går på halv kraft, er det ekstra vigtigt at trække vejret ordentligt, så de dele af kroppen, der faktisk virker, får energi og kræfter til at kompensere for det, der ikke virker.

Om massage af diafragma

Man kan massere sin diafragma, som simpelthen kan være så spændt, at det er umuligt at trække luften længst ned i maven.

Jeg har fået vist, hvordan man skal gøre, så jeg burde gøre det tit. Men jeg synes, det er lidt besværligt, og jeg er i tvivl om, om jeg gør det rigtigt. Derfor har jeg kun gjort det halvanden gang. Og det er snart et halvt år siden, jeg fik at vide, hvordan man skulle gøre.

Så det er min anden fuser, som jeg skal gå noget mere tilbage til.

Balance-fuser og sund stress

Min tredje trænings-fuser er balance-fuseren. Det der med at stå på ét ben – igen og igen. Især højrebenet. Når jeg gør det, bliver jeg svimmel og er tæt på at falde. Det er super ubehageligt, og der kommer en masse stress ind i mit hoved som følge af balanceøvelser.

I min venste side fungerer det udemærket. Men det er ikke nok. Man kan ikke nøjes med at gå med én side eller på et ben.

Og jeg har efterhånden tudet mit nervesystem ørerne fulde med, at det ikke kan tåle stress. Men det er bare anderledes, når det gælder balance-fuseren. Dér er stress godt. Fordi min hjerne skal lære at finde ud af, at balance-stress ikke er farligt. Fordi det ikke er det samme som mental stress.

Om at forpligte sig til at gå tilbage til fusere

Det gode ved at blogge er, at det fungerer som skriveterapi. Når man først har sagt (skrevet) det, er der for det første et publikum (måske), og for det andet har man på en eller anden måde sagt det højt for sig selv. Og så har man også forpligtet sig over for verden og sig selv.

Men det er bare anderledes, når det gælder balance-fuseren. Dér er stress godt. Fordi min hjerne skal lære at finde ud af, at balance-stress ikke er farligt. 

Så nu er jeg lige blevet lidt mere opmærksom på, hvilke fusere jeg skal gå tilbage til. Igen og igen. Core-fuseren, diafragma-fuseren og balance-fuseren.

Og en masse andre. En fjerde interessant fuser er få-pulsen-op-fuseren, som der måske kommer et indlæg om en anden god gang.