Jeg øver mig i at være uperfekt

Jeg øver mig i at være uperfekt – og at have det godt med det. Det første går godt. Det andet går ikke så godt. Altså: jeg er ret så uperfekt, men jeg er ikke så god til at have det godt med det.

En rådden grå ridderborg og en forhutlet trillebør

Jeg bad min datter om spontant at tage et billede af mig i haven  - med græs, der burde slås, og en faldefærdig, rådden, grå ridderborg og forhutlet trillebør i baggrunden. Og spurgte hende, hvordan jeg skulle se ud, hvis jeg skulle se sådan rigtigt tosset ud. 

Derfor har hun bestemt, at jeg skulle se sådan ud, som jeg gør på billedet af dette indlæg. Måske burde jeg have taget noget grimmere tøj på. 

Lidt godt vil man vel altid godt se ud

Men altså – der var jeg lige en tand for forfængelig. Lidt godt vil man vel alligevel godt se ud, selvom man er uperfekt. Og det var altså dét tøj, jeg havde på den dag, og ligefrem at skifte tøj bare for at se endnu mere uperfekt ud – det var altså en tand for mærkeligt. 

We are not stuck in traffic – we are traffic.

Det er i virkeligheden ret interessant: Mange af os taler om, at der er alt for meget perfektionisme og for mange alt for perfekte billeder på facebook og instagram. Men der er ikke mange af os, der gør noget ved det.

Vi er ikke fanget i trafikken – vi er trafikken

Heller ikke rigtigt mig. We are not stuck in traffic – we are traffic. Med andre ord: vi er alle en del af det samfund, der italesætter problematikken i alt det perfekte, men vi er knagme også alle sammen med til at opretholde billedet af, at det perfekte er lig med at se godt ud og at præstere på højt niveau.

Mit bud på at gøre lidt op med det ved hjælp af et uperfekt foto er lidt halvhjertet, det ved jeg godt. Men som sagt er jeg forfængelig, og Rom blev ikke bygget på én dag.

Lidt godt vil man vel alligevel godt se ud, selvom man er uperfekt. 

For mit vedkommende handler det nemlig om, at jeg egentlig gerne vil være perfekt. Jeg vil gerne se godt ud, jeg vil gerne være dygtig til det meste, jeg vil gerne kunne have mange bolde i luften (ligesom de fleste andre), jeg vil gerne være sådan én, der ikke rammes af psykisk ustabilitet, og jeg vil gerne være vellidt af så mange som muligt osv. osv.

Når man går hen og bliver aldeles og totalt uperfekt

Men nu er jeg kronisk, autoimmunt syg og ikke (længere) perfekt på alle planer. Jeg går som en brækket arm. Det ser rigtig uperfekt ud, når jeg går. 

Jeg er ikke særlig dygtig til at have mange bolde i luften (hader egentlig også det udtryk, men det er jo fordi, jeg ikke længere kan finde ud af det), og således er jeg egentlig ikke en særlig perfekt samfundsborger, når jeg ikke længere kan præstere maksimalt. 

Jeg er blevet en kæp i samfundshjulet!

Altså – jeg arbejder på halv tid, 20 timer om ugen! Det bidrager jo ikke væsentligt til, at samfundets hjul drejer særlig hurtigt rundt. Totalt uperfekt. 

Jeg er en kæp i samfundshjulet. 

Nu er jeg gået hen og er blevet sådan lidt selvfed omkring det her med at præstere og have travlt. Fordi når jeg nu selv kun kan præstere på max halv kraft, har jeg bestemt mig for at buldre lidt op om, hvor stresset et samfund, vi har, og hvor meget ulykke og elendighed det fører med sig. 

Nyd naturen, og lav yoga

Så nu går jeg sådan lidt rundt og udtaler mig en del om, at jeg synes, at alle stresser for meget og burde være lidt mere som mig. Fx synes jeg lige pludselig, at folk burde lade være med at arbejde så meget og være lidt mere sammen med deres børn og lave lidt mere yoga og gå ud og nyde naturen lidt mere. 

Hvis jeg tog asfaltfarvet tøj på, ville folk måske slet ikke bemærke mig og min brækkede arm-gang?

Man kan jo bare sælge den ene af sine biler. Og lade være med at tage på ferie. Og lade være med at købe så mange pæne (yoga)bukser – så man får råd til at arbejde lidt mindre. 

Sagde jeg og har endnu ikke selv gjort alvor af det. 

Om trangen til at have pæne bukser på

Indtil videre er min undskyldning, at når jeg nu er så hårdt ramt og er blevet så uperfekt, så vil jeg knagme have lov til at have pæne bukser på, så jeg i det mindste kan gå rundt og være uperfekt i pæne bukser. 

Det er derfor, jeg har pæne bukser på på billedet. Bortset fra at du måske synes, de er ganske forfærdeligt grimme. 

Dét der med ikke at ville være uperfekt, tror jeg også handler om, at man ikke vil stikke ud. Man vil gerne passe ind i mængden. Jeg vil ihvertfald gerne. 

Alligevel tager jeg skrigende yogabukser på. Så stikker man jo egentlig ud i mængden. Og det bliver endnu tydeligere, at jeg går som en brækket arm. Hvis jeg tog asfaltfarvet tøj på, ville folk måske slet ikke bemærke mig og min brækkede arm-gang? 

Altså: Jeg er ret så uperfekt, men jeg er ikke så god til at have det godt med det.

Dét her med at øve sig i at være uperfekt, handler måske i virkeligheden mere om bare at ville være mig. Og dig. 

Mere leverpostej og støvsugning!

Jeg savner ihvertfald lidt mere leverpostej og støvsugning på Facebook og Instragram. Og det var en "note to self" om selv at lægge billeder ud af leverpostej (er i øvrigt ret vild med leverpostej på rugbrød) og støvsugning (hader at støvsuge, men det er jo også en del af den uperfekte virkelighed) på de sociale medier. 

Så nu går jeg sådan lidt rundt og udtaler mig en del om, at jeg synes, at alle stresser for meget og burde være lidt mere som mig. 

Men Rom blev jo ikke bygget på én dag. Så jeg startede med et billede, hvor jeg og baggrunden ser uperfekt ud, men hvor mine bukser er pæne (afhængig af smag). 

Så mens Rom bygges videre, vil jeg gruble lidt over, om jeg kan skrive et uperfekt indlæg om leverpostej og støvsugning.