Når livet slår
Mit sidste indlæg handlede om selvhjælpsbøger, der burde skrives. Dette indlæg er en selvhjælpsguide baseret på egne erfaringer. Det medfører, at der intet empirisk belæg er for indholdet overhovedet. Men prøv det. Eller lad være. Det virker for mig – nogle gange.
De, der har læst mine indlæg, har nok fundet ud af, at jeg er tosset med yoga og åndedrætsøvelser. Jeg er også tosset med meditation og mindfulness.
Meditation og mindfulness
I min verden handler meditation om at blive helt tømt for tanker. Det er sikkert realiserbart, men for mig er det p.t. et alt for stort mål. Mens mindfulness handler om at tillade tanker at komme. Det er meget mere mig. Fordi jeg rammes af tanker konstant.
Jeg kunne bare ikke visualisere det. Kunne ikke se hvordan i alverden en tanke skulle kunne flyde på en pind.
Når tanker kommer for meget, er det ret almindeligt, at mindfulnessinstruktøren (på appen eller i virkeligheden), siger: "Døm ikke dine tanker. Lad dem bare komme, men når de kommer, så forestil dig, at de flyder væk på små pinde i en flod, og kald så venligt, men bestemt, din opmærksomhed tilbage til åndedrættet og her og nu". Eller noget i den retning...
Da jeg startede med mindfulness, kæmpede jeg bravt for ikke at dømme mine tanker og for at være til stede her og nu. Men det hang ikke helt sammen for mig. Jeg skulle være sød og venlig over for mine tanker. Men jeg skulle også helst ikke give dem opmærksomhed.
Når alle andre lykkes, og man selv mislykkes
Når det så er sagt, er det en super god øvelse. Især når det lykkes. Men egentlig også når det ikke lykkes. Fordi jeg ikke behøver dømme mig selv. Det er bare op på hesten igen.
Noget med bare at sidde en stund i ro og stilhed – og tordnende tankemylder.
Resultatet blev ikke destro mindre, at jeg tit sad der på enten yoga- eller meditations/mindfulnessholdet og følte mig en kende mislykket. Og skævede lidt til de andre og syntes at se, at deres tanker ligesom flød afsted på pinde i en flod. Sådan som instruktøren foreslog.
Pinde og skyer og tanker
Men jeg sad bare der og blev bombarderet af tanker, og når jeg forsøgte med pindene, gik det helt galt. Jeg kunne bare ikke visualisere det. Kunne ikke se hvordan i alverden en tanke skulle kunne flyde på en pind. Eller svæve væk på en sky. Det kan jeg stadig ikke.
Jeg opdagede i hvert fald, at når jeg holdt op med at fokusere på dét, jeg skulle fokusere på, så begyndte jeg mere og mere at fokusere på dét, jeg skulle fokusere på.
Så begyndte jeg at undre mig. Det her med mindfulness handler jo om at være tilgivende over for sig selv og sine tanker. Og så sad jeg dér og dømte mig selv og følte mig mislykket.
Jeg tænkte, at det nok bare handlede om øvelse, så jeg øvede og øvede og øvede mig. Men det fortsatte. Tankerne ville ikke flyve væk på skyer eller flyde væk på pinde. Lige meget hvor sød, forstående og tilgivende, jeg var. Og min opmærksomhed ville ikke fokusere på åndedrættet. Den ville fokusere på tanker. Mange tanker. Og jeg var ikke særlig forstående, tilgivende og rummende over for mig selv.
Så bestemte jeg mig for at gå til fænomenet mindfulness med en anden strategi. Jeg ville holde op med at være opmærksom på noget som helst. Hverken åndedræt eller fokus på rummelighed over for mine tanker.
Om at gøre præcis som man ikke skal gøre
Jeg sad bare dér. Eneste krav til mig selv var, at jeg skulle have nogenlunde rank ryg. Jeg sad i den rigtige position og så mindfulnessagtig ud. Ingen kunne jo se ind i mit hoved og se alt kaos. At jeg tænkte og tænkte og tænkte. Og slet ikke var nærværende nu og her. Det var præcis, som det ikke skulle være.
Mens mindfulness handler om at tillade tanker at komme. Det er meget mere mig. Fordi jeg rammes af tanker konstant.
Men er det så overhovedet mindfulness? På en måde nok slet ikke. Men så alligevel. Det er bare en anden måde at gøre det på.
Dèt, jeg prøver at sige, er: Hvis du ikke synes, du dur til mindfulness eller meditation, fordi du ikke kan få dine tanker til at flyde væk på pinde, og du ikke er særlig god til at være tilgivende over for dig selv, så opgiv ikke projektet af den grund. Gør det alligevel. Men lav om på dit succeskriterie.
Ingen evidens overhovedet
Som jeg nævnte indledningsvis, er der ingen evidens for dét, jeg her skriver. Det er helt og aldeles baseret på mine oplevelser og erfaringer. Måske er jeg den eneste i verden det fungerer for. Og måske gør jeg det så forkert, at man overhovedet ikke kan kalde det for mindfulness?
Jeg skulle være sød og venlig overfor mine tanker. Men jeg skulle også helst ikke give dem opmærksomhed.
Ihvertfald begyndte jeg at "fake" - og der er jo et godt, gammelt ordsprog, der siger "fake it till you make it". Det er ikke helt tosset. For jo flere gange man "faker", jo flere erfaringer får man.
Og selv om det er erfaringer med "fake", man opnår, så lur mig, om det ikke lige pludselig begynder alligevel at lykkes en lille bitte smule på den "rigtige" måde.
Jeg ville holde op med at være opmærksom på noget som helst. Hverken åndedræt eller fokus på rummelighed overfor mine tanker.
Jeg opdagede i hvert fald, at når jeg holdt op med at fokusere på dét, jeg skulle fokusere på, så begyndte jeg mere og mere at fokusere på dét, jeg skulle fokusere på.
Det lyder mærkeligt. Men det virker for mig. En gang imellem. Aldrig en hel session igennem. Men nogle få minutter en gang imellem.
Fake it till you NOT make it
Nogle gange forsøger jeg stadigvæk at gøre præcis, som instruktøren siger. Fordi jeg gerne vil lære det sådan rigtigt. Men nogle gange virker det bare bedre at gøre det modsatte. Og så er det det modsatte, der får den bedste effekt. Eller også bliver det bare en helt anden slags mindfulness. Noget med bare at sidde en stund i ro og stilhed – og tordnende tankemylder.
Og nogle gange er det helt ok. Ret tit faktisk. Så "fake it till you make it". Eller til du ikke gør det. Men gør det alligevel. Nogle gange er pausen, roen og stilheden nok.