Med kedeligheden som tro følgesvend

Jeg startede mit liv med at være sjov, spændende og festlig. Siden er det gået støt ned ad bakke, og nu er jeg et meget kedeligt menneske. 

Hvis det fortsætter sådan her, gad jeg godt vide, hvor kedelig man egentlig kan ende med at blive. 

Det begyndte at gå ned ad bakke, da jeg blev mor for første gang for godt 14 år siden. 

Moderskab og kedelighed

Det er almindeligt, at nybagte mødre bliver en kende kedeligere. Måske især første gang. Fordi vi er biologisk programmerede til at sikre vores afkoms overlevelse. Og første gang er det helt nyt, og vi er nødt til at arbejde lidt hårdere. Vi ”tuner ind” ligesom en løvemor på savannen, der har 100 % fokus på sine unger, så de ikke kommer i fare. Og vi har ikke nogle som helst problemer med at slå alt ihjel omkring os, hvis det er til fare for ungerne. Vi ser og interesserer os ikke for så meget omkring os. Det er smart biologi. Og det har sikret artens overlevelse i mange årtusinder. 

Hvis kedelighed var en diagnose, ville jeg øve mig i at bære den med stolthed.

Men mange mødre vokser fra kedeligheden (= som blandt andet handler om det der biologiske, som sikrer artens overlevelse), når babyen bliver større og begynder i vuggestue/børnehave og senere i skole. Det er almindeligt at ”tune ud” mod verden igen. Det gjorde jeg også. Glædede mig til at komme på arbejde igen, glædede mig til at se voksne mennesker igen. 

Når alle andre bliver sjove igen

Inden jeg blev mor, troede jeg, at det meste ville blive som inden – når førstebarnet var godt landet i vuggestue/børnehave/skole, og man fik sin søvn igen og var tilbage blandt andre voksne på arbejdsmarkedet. 

Jeg tænkte, at jeg nok igen ville blive sådan én, der igen syntes, det var sjovt at gå ud og drikke drinks i weekenderne, mødes med veninder på hverdagsaftener og gå til sport om aftenen, når børnene sov. 

Hånden på hjertet har jeg altid syntes, det hurtigt blev kedeligt at lege med mine børn. 

Men sådan én blev jeg ikke igen. Overhovedet. Mens jeg iagttog, hvordan andre mødre i min omgangskreds blev sjove og festlige igen, så blev jeg det ikke. Ikke at jeg ikke kunne ”tune ud”. Det kunne jeg. Men mest når jeg var på arbejde. Og man er jo ikke festlig på sit arbejde. Mere sådan alvorlig og seriøs. Når arbejdsdagen var slut, ville jeg bare være hjemme. Det samme i weekenderne. Og det var ikke fordi, jeg fik for lidt søvn. Mine børn har sovet ret eksemplarisk, siden de var omkring et halvt år gamle. 

Speltboller og kedelig løvemor

Og det var heller ikke fordi, jeg var en supermor, der nød at være hjemme og bage speltboller og lave kreative ting med mine børn. Jeg har aldrig været en rigtig ”legemor”. Hånden på hjertet har jeg altid syntes, det hurtigt blev kedeligt at lege med mine børn. Og jeg hader at lave mad. Men jeg kan godt lide at bage boller. Men det bliver altid sådan nogle med almindeligt hvedemel. Ellers gider børnene ikke spise dem. 

Hvis det fortsætter sådan her, gad jeg godt vide, hvor kedelig man egentlig kan ende med at blive.

Men jeg har bare altid godt kunne lide at have mine børn omkring mig og i nærheden af mig. At vide at de kommer, hvis der er noget. At vide at jeg ved, hvor de er, og hvordan de har det. 

Da jeg blev mor, holdt jeg op med at interessere mig for ret meget andet end min familie og mit arbejde. Det blev ikke mindre med barn nummer to. 

Måske handler det også lidt om, at jeg får opfyldt mit behov for spænding i mit arbejde som psykolog. Jeg møder så mange skæbner og fortællinger, at jeg ikke behøver flere oplevelser i fritiden. Måske var jeg mindre kedelig, hvis jeg havde et job, hvor jeg sad og gloede ind i en computerskærm og ikke havde kontakt med andre mennesker hver eneste dag? 

Men det korte af det lange er, at jeg fortsatte med at være en kedelig løvemor – som bedst kunne lide at være beskyttende i nærheden af afkommet. 

Dobbelt op på kedelighed

Så fik jeg MS. Og så skal jeg da lige love for, at jeg blev kedelig på den der rigtigt kedelige måde. Mine børn er nu så store, at de tit ikke er hjemme, og de har ikke længere brug for, at jeg hele tiden har styr på dem. Så på en måde var det ret belejligt, at MS´en kom i takt med, at de blev større og mere selvstændige. Jeg manglede en ny undskyldning for at forblive kedelig. 

Det gode med at have en alvorlig sygdom som MS er nemlig, at det er legitimt at være kedelig: Jeg er beriget med et nervesystem, som bliver overbelastet af det mindste. Så kedeligheden, som har fulgt mig, siden jeg blev mor, kom rigtigt i sit es, da jeg fik MS. Så er der da i det mindste én, der fik noget godt ud af det! 

Kedelig og hyggelig sommerferie

Det har lige været sommerferie. Det er på godt og ondt for mig som for alle andre. Alle rutiner vendes på hovedet, huset roder, og der er ikke styr på noget som helst. 

Vi var mest hjemme i ferien. Heldigvis havde vi ikke booket en dyr rejse sydpå til et land, hvor det enten var varmere eller lige så varmt som herhjemme. 

Så kedeligheden, som har fulgt mig, siden jeg blev mor, kom rigtigt i sit es, da jeg fik MS.

Jeg trives rigtig godt med at holde ferie hjemme. Og lave ingenting. Og rydde op. Og sortere i alt det, jeg ikke når i hverdagen. Og lade stå til og acceptere at leve i evigt rod. Gå til yoga og i motionscenter, sådan som jeg plejer. Og hænge ud ved stranden. Det lyder kedeligt, og det er det også, men jeg trives med det. 

Kedeligheden udfordret i Båstad og Stockholm

Vi var også en uge i Båstad. Og fire dage i Stockholm. Det var skide hyggeligt. Begge steder er smukke og fantastiske feriemål. Her blev kedeligheden udfordret og brød sig ikke helt om det. 

Kedeligheden allierer sig nemlig med min MS. De to tilsammen ved, at det ikke er godt for mig, når der sker for meget, og når det hele bliver alt for sjovt. De to irriterende størrelser ved, at jeg har det bedst, når jeg er kedelig; når alt er som det plejer, i rutiner og i kasser og rammer. For så får jeg trænet, trukket vejret, spist ordentligt og bliver minimalt bombarderet med indtryk og impulser udefra. 

Fred være med kedeligheden og Julius

Jeg øver mig i at slutte fred med kedeligheden. Jeg har nemlig slået mig selv en del oven i hovedet med, at det ikke var ok at være kedelig. Selv nu hvor jeg sidder og skriver om det, skammer jeg mig lidt over at indrømme, at jeg ikke har det store behov for at komme særligt meget ud og opleve alverden.

Ting i mit liv skal gå i sneglefart, og det tager sig let udtryk i kedelighed.

Når jeg sådan tænker efter, har jeg nok altid haft en snert af kedelighed i mig. Som barn trivedes jeg utroligt godt i mit eget selskab. Og sammen med Julius, som var noget af en umulius af en blanding af en shetlands- og dartmoorpony. 

Julius var svært at holde af, han var nemlig sin helt egen, stædig som en gammel ged. Næsten umulig at ride på, han lagde sig ned, hvis han ikke gad gå, og de få gange, jeg prøvede at være med til et spring-stævne, nægtede han som regel overhovedet at gå ind på banen. Men jeg elskede Julius nærmest betingelsesløst.

Julius var vist det, man ville kalde for en kedelig hest. Måske blev jeg smittet med kedelighed af Julius? Æret være hans minde. 

Om at bære kedelighed med stolthed

Spørgsmålet er, om det overhovedet er kedelighed, vi taler om. Måske hedder det noget andet. Jeg blev en gang testet til at være overvejende introvert. Det er måske bare dét, jeg er. Men det klinger sådan lidt med, at man er menneskesky. Og det er jeg nu ikke. Jeg er faktisk meget nysgerrig og interesseret i andre mennesker. Men måske på en lidt stille måde. Eller måske hedder dét, jeg er ramt af, bare langsomhed. Ting i mit liv skal gå i sneglefart, og det tager sig let udtryk i kedelighed. 

Det er smart biologi. Og det har sikret artens overlevelse i mange årtusinder. 

Jeg tror, jeg synes, kedelighed er det mest rammende udtryk for dét, jeg oplever mig ramt af. Hvis kedelighed var en diagnose, ville jeg øve mig i at bære den med stolthed. Uanset hvad, så tror jeg, at jeg øver mig under alle omstændigheder. I introverthed, i langsomhed, i kedelighed. I bare at være mig. 

OBS: Billedet i indlægget er ikke Julius. Men det kunne det have været. Julius bar sin kedelighed med integritet og stolthed – og grinede bare af, hvad andre tænkte om ham.