Om yoga og om nye veje der ikke lå lige til højrebenet

Hvis der for to år siden var nogen, der havde sagt til mig, at jeg skulle blive yogainstruktør, havde jeg grinet meget og længe...

Nu er jeg det. Godt nok kun en grunduddannelse, men på papiret er jeg ”yogainstruktør”.

Det var altså en vej, der ikke lå lige til højrebenet (især fordi mit højreben er mest ramt af MS)...

Fascinerende, men lidt for egoagtigt

Det gjorde det ikke, fordi jeg egentlig længe har været sådan lidt fascineret af dét der med yoga. Det var sejt at kunne stå der i halsbrækkende positioner og se godt ud. Men det var bare ikke rigtigt noget for mig. Jeg prøvede det sådan lidt til og fra. Mest fra.

Det er efter min opfattelse, dét yogaen kan: Den kan hjælpe os med at blive i det svære uden at gå i panik og forsvinde og fortrænge. 

Fordi det aldrig rigtigt fangede mig. Så stod man der på yogamåtten og fokuserede indad og lukkede verden ude. Meget sådan ego-agtigt. Aj, det var altså lidt for navlebeskuende. Og så skulle man trække vejret grundigt og dybt. Og så højt, at man kunne høre det. Det var for mærkeligt. Og for langsomt. Jeg havde ikke tålmodighed til det.

Jeg var meget mere vant til og bekvem med at være i hovedet. Med at tænke og analysere – ikke over mig selv, men over andre. Som man gør som psykolog. Det er sådan cirka jordens bedste undskyldning for ikke at mærke sig selv.

Om intuition eller den dér lille stemme

Men så blev jeg sygemeldt med stress og udbrændthed – og var under udredning for MS. Det var slut med at tænke og analysere over andre. Jeg fik al tid i verden i mit eget selskab. Det var skidt og meget ubehageligt. Men det var også godt.

For der var en eller anden lille stemme, eller kald det intuition eller noget, der hviskede ”YOOOOOOGAAAAAA”.

Lige til det dårlige højreben og nervesystemet

Timingen var genial; en måneds tid, før jeg blev sygemeldt, var der åbnet et nyt yogastudie (www.myyogaroom.se) i den lille by, jeg bor i. Det lå lige til det dårlige højreben at prøve det. Jeg havde jo ikke andet at lave.

Jeg blev fanget med det samme. I første omgang var det mit nervesystem, der blev fanget: Lille yogastudie med hvide vægge og ikke plads til ret mange. Nærmest helt frit for udefrakommende stimuli. Og afslappende musik. Der var simpelthen så roligt.

Om fordele og ulemper ved drivkraft

Det handlede også om en drivkraft, jeg har, som både har været min styrke og ulempe: Når jeg går igang med noget, så gør jeg det 100 %, eller også gør jeg det slet ikke. Sådan var det lidt med yogaen – enten gjorde jeg det, eller også gjorde jeg det ikke. Jeg valgte at gøre det!

Det var altså en vej, der ikke lå lige til højrebenet (især fordi mit højreben er mest ramt af MS)...

Det er en styrke, når man virkelig vil noget, men det er en ulempe, hvis man vil noget, som ikke er godt for én, rigtig meget, og man så bare kører videre. Da jeg fx ikke ville indse, at jeg var syg og bare kørte på og kørte mig selv helt ned.

Nervesystem, vejrtrækning, svimmelhed og krop

Mit nervesystem faldt helt til ro, når jeg var der i yogastudiet. Det var helt nyt. Og så var der fokus på vejrtrækning. Det var først ubehageligt. Jeg blev svimmel og fik det dårligt. Jeg fandt ud af, at det var fordi, jeg ikke havde trukket vejret i flere år.

Når noget var svært, havde jeg vænnet mig til at fortrænge det. Som fx det med vejrtrækning. Når jeg blev svimmel af at trække vejret, så lod jeg være. Nu øvede jeg mig i at være i det. Og så blev det langsomt lettere.

Aj, det var altså lidt for navlebeskuende. Og så skulle man trække vejret grundigt og dybt. Og så højt, at man kunne høre det. Det var for mærkeligt. Og for langsomt. Jeg havde ikke tålmodighed til det.

Og så var der det fysiske. Det gik op for mig, at jeg kunne ret meget med min krop. Det havde jeg brug for at finde ud af. Fordi jeg var havnet i en enormt mistillid til den der krop, der ikke længere fungerede, som den skulle.

Om lige pludselig at forstå, hvad yoga kan

Men jeg løb også ind i svære positioner, der gjorde mig frustreret og bekræftede mig i, at kroppen var i udu. Hidtil havde min strategi der også være fortrængning – et eksempel er, at da jeg ikke længere kunne løbe, cyklede jeg.

Nu udfordrede jeg mig selv og blev i de svære positioner. Det var ikke let, men det var lærerigt.

Det er efter min opfattelse, dét yogaen kan: Den kan hjælpe os med at blive i det svære uden at gå i panik og forsvinde og fortrænge. Det handler ikke om at konfrontere på dén der hårdt-mod-hårdt-agtige måde.

For der var en eller anden lille stemme, eller kald det intuition eller noget, der hviskede ”YOOOOOOGAAAAAA”.

Det handler om acceptance og compassion (selvomsorg); at give sig tid til at tage de der svære og medfølende samtaler med sig selv, mens man står i udfordringen.

En ny vej viser sig måske lige så stille...

Dér, midt på yogamåtten og midt i mit livs største krise, begyndte det at gå op for mig, at dét, der skete på yogamåtten, var terapi – ikke kun for kroppen, men for krop og hoved i forening.

Og det var i dét øjeblik, dén der nye vej begyndte at tegne sig. Dén, som ikke havde ligget til højrebenet, men som pludselig var indlysende.

Når man bliver ramt af sygdom eller andre genvordigheder, tror jeg, det kan være svært at finde nye veje. Fordi man simpelthen føler, at man sidder fast i lort og ikke kommer nogle vegne.

Jeg ville vide mere og uddanne mig i yoga. Dét, jeg selv var igang med at lære, ville jeg også kunne give videre i mit arbejde som psykolog. Det var pludselig soleklart, at det var dét, jeg i mange år havde manglet som psykolog. At rent fysisk få kroppen med i samtalen. Ikke bare tale om kroppen. Også lade den tale.

Så blev man lige en yogainstruktør...

Ejeren af det nye yogastudie er også underviser i Global Yoga, som uddanner yogainstruktører rundt om i Sverige. Man starter med en grunduddannelse på 100 timer, og så kan man bygge på med flere timer efterhånden.

Jeg har lige færdiggjort de første 100 timer og har lige fået mit certifikat, som betyder, at jeg kan kalde mig for yogainstruktør. Det er jeg knagme stolt over – især fordi det ikke lå lige til højrebenet, og også fordi det var fysisk udfordrende, og jeg klarede det.

Dét er min nye vej i livet. Som jeg ikke havde opdaget, hvis jeg ikke havde fået MS.

Hvor den præcis fører hen, ved jeg ikke. Men det ligger lige til højrebenet at fortsætte ad dén vej. Og jeg skal ihvertfald nok lade være med at grine højt og længe, hvis nogen spørger mig, om jeg vil undervise i yoga :) ...

Om at turde drømme småt og stort

Når man bliver ramt af sygdom eller andre genvordigheder, tror jeg, det kan være svært at finde nye veje. Fordi man simpelthen føler, at man sidder fast i lort og ikke kommer nogle vegne. Og man tænker, at livet ikke vil én noget godt, når man kunne blive så hårdt ramt.

Jeg håber derfor, at mit blogindlæg kan være en inspiration for andre ift. at turde lede efter nye veje. Det kan være alle mulige slags veje, ikke nødvendigvis ift. ens arbejdsliv, sådan som det var for mig.

For nogle kan det måske være en hjælp at turde tænke vilde tanker. Sætte ord på drømme. Måske i første omgang bare over for sig selv. Turde drømme stort som småt. Og måske hen ad vejen virkelighedsteste dem, ændre lidt på dem, eller slet ikke ændre - for så småt at føre dem ud i livet.

Miracles start to happen when you give as much energy to your dreams as you do to your ferars.

Del gerne dine erfaringer med nye veje

Jeg er nysgerrig. Vækker dét, jeg skriver, genklang? Har du oplevet, at der er opstået nye veje midt i alt det uoverskuelige? Små som store?

Skriv gerne til mig – enten i kommentarfeltet eller på e-mail charlotte@naarlivetslaar.dk.