Om hvorfor offerrollen er et dårligt karrierevalg

Med denne blog håber jeg at kunne inspirere andre, der er ramt hårdt af livet. Jeg håber også at kunne inspirere mig selv. At skrive er nemlig en måde at reflektere på; at kigge på mig selv og min situation sådan lidt udefra. 

Om sorte huller

Man kan godt få lyst til at give op eller grave sig ned i et sort hul og have ondt af sig selv, når man havner i en kæmpe krise. Det, tror jeg, egentlig også er nødvendigt. For at komme op af et hul er man nemlig nødt til at være nede i det først.

Det er først på vej op, der viser sig ny indsigt og nye muligheder. 

Someone once asked, "Why do you always insist on taking the hard road." I replied, "Why do you assume that I see two roads?"

Men det der med at være i et sort hul og have ondt af sig selv hele tiden er noget skidt. Offerrollen er nemlig et dårligt karrierevalg. Den fører ligesom ingen vegne hen.

Det er bedre at vælge en anden vej – en vej, man muligvis slet ikke vidste fandtes, men som måske kan vise sig at have noget spændende at byde på.

Men det er ikke let. Til gengæld er det nødvendigt. 

Når de gamle veje lukkes

Den gamle vej er nemlig lukket. Den trygge og kendte vej, som man har gået af det meste af livet.

Det er ikke som et brækket ben, hvor vejen er lukket midlertidigt, og man må finde en anden rute, indtil vejen er åbnet igen. Nix, vejen er helt og aldeles lukket; ja rent faktisk slettet fra verdenskortet!

Jeg overvejer at få lavet en jakke med teksten på ryggen: "Jeg er ikke fuld, jeg har bare MS".

Selv er jeg ikke rigtigt der, hvor jeg tænker, at det er fedt, og at der er nye muligheder og nye veje med denne sygdom. Men der er nogle gange alligevel nogle små sprækker af noget, der måske kunne blive bedre, end det har været. Så måske er jeg i gang med at finde en lille bitte, næsten gemt, sti, der med tiden bliver til en rigtig vej – den skal bare lige trampes godt til med en masse erfaringer, før den bliver til en rigtig vej?

Fx bryder jeg mig ikke om at stresse. Det strider på en eller anden måde imod mine værdier og imod dén person, jeg gerne vil være. I mit arbejde har jeg år efter år lyttet til klienter med stress og bekræftet dem i, at stress er skidt.

Men jeg har selv stresset i mange år. Måske især mentalt – noget med gerne at ville slå til og gøre det lidt bedre end godt overalt.

Offerrollen er nemlig et dårligt karrierevalg. Den fører ligesom ingen vegne hen.

Selvom jeg ikke brød mig om det, trivedes jeg med det. Det lyder mærkeligt – men det var spændende, når der skete noget. Og når jeg fik anerkendelse for mit arbejde og de ting, jeg foretog mig. Det kunne jeg rigtig godt lide. Jeg vænnede mig til det; blev nærmest lidt afhængig. I hvert fald i hovedet. Min krop havde en fornemmelse af, at det ikke var rigtigt godt. Men den kunne ikke råbe mit hoved op.

Nu bliver jeg syg og dårlig af at stresse. Og mine MS-symptomer bliver kraftigt forværrede, når jeg er stresset. Og der er fare for, at stress udløser flere inflammationer i hjernen, hvilket jeg for alt i verden vil undgå. P.t. er der nemlig ikke igangværende inflammationer, hvilket trods alt er positivt.

Nix, vejen er helt og aldeles lukket; ja rent faktisk slettet fra verdenskortet!

Derfor er det legitimt for mig ikke at stresse (der er ikke ret mange i dagens samfund, det har det sådan – mærkeligt nok, men det er på en eller anden måde som om, at man helst skal stresse; det er faktisk det normale).

Det med ikke at stresse kan måske godt vise sig at kunne føre til en livsstil, som egentlig er mere i harmoni med mine værdier.

Jeg er ikke fuld, jeg har bare MS

Jeg tænker, at et skridt på min nye vej (når nu den gamle vej er slettet fra landkortet) er at øve mig i at fortælle verden, at jeg har en kronisk sygdom. Fordi det er en del af erkendelsen af, at jeg på en del områder er meget forandret.

Hvis jeg kunne, havde jeg ladet som ingenting og aldrig fortalt det til nogen. Men jeg kan ikke skjule det. Jeg ser fuld ud, når jeg går. Jo længere jeg går, jo mere fuld ser jeg ud. Og jeg bliver nogle gange overhalet af ældre mennesker! Jeg overvejer at få lavet en jakke med teksten på ryggen: "Jeg er ikke fuld, jeg har bare MS". 

Jeg kan rigtig godt lide at præstere, og nu kan jeg ikke en gang præstere med noget så simpelt som at gå pænt.

Det har været svært at fortælle om sygdommen, fordi folk bliver forskrækkede. Det kan jeg egentlig godt forstå. Jeg bliver også selv forskrækket hver eneste dag. Nogle gange flere gange om dagen. Måske er det derfor, det også har været svært for mig at fortælle det til mig selv. 

Om perfektionisme og om noget så simpelt som at gå

Det har også været svært at fortælle om, fordi jeg ikke bryder mig om at "blive synes synd om". Det er nok en af grundene til, at jeg stadig forsøger at skjule det eller lade som ingenting. Det hænger sammen med, at jeg er meget perfektionistisk; jeg kan rigtig godt lide at præstere, og nu kan jeg ikke en gang præstere med noget så simpelt som at gå pænt. 

Jeg er nemlig ramt på noget, som er meget betydningsfuldt for mig: min gangfunktion. Mit højre ben og min balance er ramt. Jeg kan ikke løbe og kun gå langsomt og ikke særlig langt ad gangen. Og ikke særlig pænt. 

Til gengæld er jeg ikke ramt kognitivt og slås ikke med træthed, som mange med MS gør. Og har ikke attacks eller føleforstyrrelser. Det er kun benene og balancen. Trods alt.

Jeg har lavet en aftale med mig selv om at kæmpe røven ud ad bukserne for at give sygdommen baghjul. 

Nogle dage forsøger jeg at skjule sygdommen for mig selv. Det er virkelig åndsvagt! Det giver bagslag lige med det samme. Det pis gider kroppen ikke. Så bliver symptomerne værre. Åh, hvor er det nogle gange irriterende, når man ikke kan kæmpe mod sig selv.

Jeg har en drøm, der handler om mirakler...

Jeg har lavet en aftale med mig selv om at kæmpe røven ud ad bukserne for at give sygdommen baghjul. Det, tror jeg, skal ske med en blanding af fanden-i-voldsk-hed og stor ydmyghed: En ydmyghed og respekt for kroppens signaler og en kæmpe stor tro på, at der kan ske mirakler. 

Fordi troen på mirakler kan skabe nye forbindelser i hjernen, og det er lige, hvad min hjerne har brug for. Troen på mirakler vil jeg kombinere med hård fysisk træning og mental træning i form af meditation og yoga (som både er mental og fysisk og dermed win/win), som også kan skabe nye forbindelser i hjernen!

Jeg har en drøm om at blive næsten symptomfri. Når jeg deler det med noget af verden via denne blog, forpligter jeg mig på en måde lidt mere over for mig selv. Måske lykkes det ikke, men måske gør det. 

Der er jo ingen deadline, jeg har hele livet til at forsøge at blive næsten symptomfri. Eller måske bare sørge for, at det ikke bliver værre, end det er nu. Det kan jeg egentlig godt leve med (selvom jeg savner at løbe).

Det var alt for denne gang. Næste indlæg kommer til at handle om såkaldte tilsyneladende sandheder, som er medvirkende til, at det kan være svært at tro på mirakler og holde gejsten oppe, men ikke destro mindre derfor endnu vigtigere...