Når livet slår
Jeg har gjort mange dumme ting i mit liv. Men det ultimativt dummeste er alligevel, at jeg i flere år fortrængte, at jeg havde MS.
Det var virkelig, virkelig, virkelig uhensigtsmæssigt. Som i: U.H.E.N.S.I.G.T.S.M.Æ.S.S.I.G.T...
Når dumme grunde også er gode grunde
Men det er let at stå dér i bagklogskabens klare lys og pege fingre ad sig selv. På den ene side er jeg gal på mig selv over, at jeg har været så dum. På den anden side forstår jeg mig godt.
Gode grunde kan nemlig godt være virkelig, virkelig dumme grunde. Som giver mening i en given kontekst.
Om undskyldninger og kontekster
Måske lyder det som om, jeg vil undskylde mig selv. Det vil jeg også. Fordi jeg simpelthen er færdig med at være hård ved mig selv. Men det handler også om, at jeg sådan generelt er optaget af, at der for det meste er grunde til de ting, vi mennesker gør og ikke gør.
Jeg var i en position, hvor det simpelthen ikke var legitimt at være syg.
Det oplever jeg ofte i mit arbejde som psykolog. Jeg tænker af og til i mødet med en klient ”Hvad sker der for dig, hvorfor gjorde du det, det var godt nok ikke smart”, men når jeg så spørger og lytter til sammenhængen, så giver det altid mening.
Således er det et tema, som måske vækker genklang hos flere, og derfor håber jeg, at indlægget kan være til inspiration i lidt bredere forstand.
Hvis det ikke vækker genklang, men bare opfattes som skingrende vanvittig læsning, er det også helt ok.
Slet ingen grund til bekymring!
Set i bakspejlet fik jeg det første MS-attak i 2004, hvor jeg fik konstateret synsnervebetændelse, efter jeg mistede synet på det ene øje.
Jeg var en tur forbi Neurologisk Afdeling, men de mente ikke, det kunne være MS. Det var et enkeltstående tilfælde og muligvis hormonelt betinget, idet jeg var blevet mor 6 uger tidligere.
Og synet kom tilbage, og alt blev godt. Så jeg holdt op med at tænke mere på det. Dog ikke lige med det samme. Der gik et års tid med noget grim, grim angst som følge af mistanken om MS (og især, at den dukkede op i sammenhæng med, at jeg var nybagt mor, hvilket er sårbart i sig selv).
Alt er i den skønneste orden!
Men jeg fik det bedre og bedre, og efterhånden blev det mere til en kronisk uro og bekymring, men jeg trøstede mig med, at sådan er det at være mor. Sådan er det iøvrigt stadig for mig.
Og der var ingen fysiske symptomer. Og jeg løb glad et par halvmarathons, og det tænkte jeg, at det kan man ihvertfald ikke med MS (men der er der nu flere med MS, der godt kan). Så med tiden var det ikke så svært at forlade tanken om MS. Der var jo til og med eksperter, der (så godt som) havde fritaget mig for mistanke.
Når det ikke er legitimt at blive syg
I 2011 begyndte jeg at opleve, at mit højre ben nogle gange blev tungt – men kun når jeg havde løbet eller gået langt. Og det var her, jeg virkelig skulle have være vågen og mistænksom. Sådan rigtigt for alvor!
Men det duede ikke. Jeg var i en position, hvor det simpelthen ikke var legitimt at være syg. Jeg var nybagt mor igen, og der var ikke en eneste mulighed i hele verden for, at jeg skulle have MS.
There is a crack in everything. Thats how the light gets in. (Leonard Cohen)
I mit hoved hang det simpelthen ikke sammen: Nybagt mor og MS! Not!
Og jeg havde jo oplevet det én gang: at blive nybagt mor og ikke have MS. Så alt var nok godt nu også.
Om at blive ekspert i fortrængning
Set i bakspejlet kan jeg se, at det var her i 2011, jeg sådan rigtigt blev ekspert i fortrængning. Der er nogen, der siger, at man skal gøre dét, man er god til. Jeg var god til at fortrænge. Så det gjorde jeg.
Jeg har lagt mærke til, at det er moderne at blive kaldt ”ekspert”; fx ”ekspert i kost”, ”ekspert i stresshåndtering”, ”ekspert i digitale medier” osv.
Jeg undrer mig over, hvordan man bliver én af de eksperter. Hvem bestemmer, og hvad er kriterierne? Mon jeg kan tituleres ”ekspert i fortrængning”? Og skal jeg i så fald være stolt over det?
En fortælling om stress
Tilbage til emnet: Til mit eget forsvar skal siges, at det slet ikke var kontinuerligt dét med benet, så det lykkedes mig at konstruere en selvfortælling om, at det var stress, der udløste det her med benet. Det var det sådan set også. Stress og MS hænger nemlig sammen som fod i hose.
Jeg kunne stadig løbe, og det tog jeg som et meget godt tegn på, at så var alt sikkert ok.
Men da det så alligevel et par år senere begyndte at blive tungere og tungere i højre ben, når jeg løb, så begyndte jeg at cykle i stedet for.
Nobelprisen i fortrængning
Jeg levede ud fra devisen om, at ”det, man ikke tænker på, findes ikke”. Når jeg siger det nu, kan jeg godt høre, at det lyder skingrende vanvittigt.
Jeg var blevet intet mindre end et pragteksemplar på en ekspert i fortrængning!!
Hvis der fandtes en Nobel-pris i fortrængning, havde jeg helt sikkert fået den.
Men det var jo egentlig anden gang, jeg sådan virkelig, virkelig for alvor skulle have stoppet op og blevet mistænksom!! Men selv om jeg ikke længere var nybagt mor, bar jeg stadig rundt på en fortælling om, at jeg ikke kunne få MS.
En stærk fortælling
Fortællingen havde to stærke elementer i sig:
- En neurolog havde i 2004 afvist (sådan hørte jeg det ihvertfald), at jeg skulle have MS.
- I 2011, da jeg fik andet attak, var jeg nybagt mor, og det rimer ikke på MS. Sådan var det bare.
Og jeg havde stadig meget andet at koncentrere mig om. På jobbet havde jeg travlt med at være med længst fremme, men også travlt med at komme tidligt nok hjem og hente børn, så jeg også kunne være den dér tilstrækkeligt gode mor.
Gode grunde kan nemlig godt være virkelig, virkelig dumme grunde. Som giver mening i en given kontekst.
Det var super belejligt, fordi det er meget lettere at fortrænge, når man har travlt med ting, man godt kan lide. Jeg elsker nemlig mit fag; elsker at være psykolog, og så er det let at knokle løs.
Jeg blev sådan én, der hele tiden havde lidt travlt. I alle retninger. Og var stresset. Og befandt mig fint med det.
Stress som kulturel fortælling
Fortællingen om stress er ikke kun min – den er et kulturelt fænomen. Måske mere end nogensinde.
Derfor er det let at være stresset idag, fordi det er legitimt. Altså det er let, lige indtil det slet ikke er let længere, fordi man går ned med stress eller/og bliver kronisk syg.
Næsten alle, jeg kender, fortæller tit og ofte, at de er stressede, og så griner vi lidt af det og siger, at nu må vi også holde lidt op med al den stress, og så siger vi ”hej hej” og stresser videre.
Et drømmejob dukker op
Jeg var glad for mit arbejde som psykolog i København, men da mit drømmejob dukkede op i 2014, var jeg simpelthen nødt til at søge det. Også selvom det var i Malmø, og jeg vidste, at det ville blive en udfordring at skifte sprog og kultur (selvom jeg har talt svensk i en del år, er det noget andet at have det som arbejdssprog).
Jeg fik jobbet og var lykkelig! Og jeg gik på med krum hals og blev mere og mere stresset, men jeg mærkede det ikke, dels fordi jeg var vant til det, dels fordi det var et enormt spændende og meget meningsfuldt nyt job.
”Det er jo bare stress”
Ikke en gang klassiske stress-symptomer som tinitus, søvnproblemer, hjertebanken og et black-out i en butik, fik alarmklokkerne til at ringe.
Kun sådan lidt ihvertfald. På en måde var det lidt belejligt, at det var sådan nogle klassiske stress-symptomer, for så kunne jeg fortsætte med at fortrænge MS-mistanken.
Det skulle nok blive bedre, når jeg lige var landet lidt mere i det nye arbejde...
Den vågne læser vil allerede nu vide, at det ikke blev bedre! Det burde jeg også have forstået. Det blev nemlig bare værre.
En skønne dag...
En skønne dag, en varm sommerdag i 2016, kollapsede jeg og kunne næsten ikke gå. Det var meget varmt, og jeg undskyldte mig med hedeslag.
Men altså: Der begyndte det at gå op for mig, at nu var jeg virkelig langt ude. Jeg kunne seriøst ikke give vejret skylden!!! Så varmt er det sgu da aldrig i Sverige!!!
Jeg tror, det ville have været meget smertefuldt for mig at få en MS-diagnose som nybagt mor.
Herefter gik alt meget stærkt. Jeg begyndte at fortælle om mine bange anelser. Folk blev forskrækkede og troede ikke på det.
Det gjorde jeg til gengæld. Det var sådan lidt alt eller intet, som det altid har været for mig: Enten gør jeg noget helhjertet, eller også gør jeg det slet ikke.
Kortene på bordet og ind i væggen
Nu havde jeg helhjertet fortrængt i årevis; nu gjorde jeg det modsatte – lagde alle kort på bordet. Og gik i samme åndedrag ned med stress. Nok delvist pga. det store pres, jeg pludselig lagde på mig selv ved at sige det højt.
På svensk hedder det at ”man går ind i væggen”, når man går ned med stress, og det gjorde jeg nærmest bogstaveligt. Måske ikke lige ind i en fysisk væg, men så en imaginær væg. Mine ben lystrede nemlig næsten ikke mere, og hele min krop rystede og var i allerhøjeste alarmberedskab.
MS, stress og sygemelding
Da jeg gik til læge, blev jeg undersøgt at to læger. De troede også, det var stress. Men MR-scanning og rygmarvsprøve viste tydeligt, at jeg havde MS.
Det var både et chock og en lettelse. Nu behøvede jeg ikke holde det hemmeligt længere. Til gengæld faldt min verden sammen, fordi jeg pludselig var handicappet og ikke vidste, hvad fremtiden ville bringe.
Jeg blev sygemeldt og var helt væk fra jobbet i syv måneder.
Det var hårdt, men nødvendigt. Og det var her, jeg fandt yogaen, som bloggen kommer til at handle meget mere om.
Om timing og selvbeskyttelse
Tilbage til indlæggets emne: Timingen. Havde det været bedre, hvis jeg var blevet undersøgt til bunds allerede første gang, jeg blev mor, og havde fundet ud af, at jeg havde (eller var disponeret for) MS?
Eller hvis ikke første gang – så anden gang jeg blev mor? Jeg ved det ikke. Men der var et eller andet i mig, der beskyttede moderen i mig. Jeg tror, det ville have været meget smertefuldt for mig at få en MS-diagnose som nybagt mor.
Jeg tror, jeg var bange for at give op, for at ikke have kræfter til at være mor. Det duede ikke i mit verdensbillede. Det er lidt som Peter Plys, der siger noget i retning af: ”...man får ikke lov til at blive mor, hvis man ikke kan klare det hele”.
Jeg tror på en måde, jeg er mere i stand til at kæmpe en kæmpe og livslang kamp nu, hvor mine børn er hhv. 14 og 6 år. De forstår, hvad der er på spil, og jeg har fået lov til at være (næsten) helt normal mor de første vigtige år af deres liv.
Ikke smart, men måske nødvendigt
Til gengæld er kampen nu endnu hårdere, fordi sygdommen ikke blev bremset i tide. Så jeg siger ikke, det var smart. Det var virkelig ikke smart!! Men jeg tror, det var nødvendigt, at jeg håndterede det, som jeg gjorde.
Således er jeg et glimrende eksempel på, at virkelig, virkelig, virkelig dumme grunde også kan være, hvis ikke gode, så ihvertfald forståelige grunde. (Jeg forstår det ihvertfald – og har også fuld forståelse for, hvis der er læsere, der ikke forstår det, men ser det som det rene vanvid)
Nu skal der knokles. Resten af livet. Nogle dage bliver jeg træt bare af tanken. Andre dage tænker jeg, at det sgu er ok, når det nu skal være. Bare kom an, lortesygdom, man ligger som man har redt!
There is a crack in everything...
Næste indlæg kommer måske til at handle lidt om det her med de der nye veje, der muligvis, trods alt, åbnes, når man rammes af store kriser.
Fordi: There is a crack in everything. Thats how the light gets in... – Leonard Cohen.