Om bøger der bør skrives

For ikke så længe siden postede psykologprofessor Svend Brinkmann et indlæg på Facebook om titler på bøger, der burde skrives. Det var i forbindelse med, at Danmark lige havde spillet 0-0 mod Frankrig i VM. Danmark fik massiv kritik, fordi kampen var kedelig. Egentlig var det lige meget – Danmark gik videre til 1/8-delsfinalen, men kritikken haglede alligevel ned over det danske fodboldlandshold.

(Og de gjorde det godt nok i 1/8-delsfinalen mod Kroatien!! Men hold op en skuffelse – så lige ved og næsten... Og i skrivende stund er Kroatien i finalen, sgu da meget godt hamlet op med af Danmark så....)

Nogle gange er et middelmådigt landshold nok

Svend Brinkmann er kendt for at hylde det middelmådige og opfordre os til at stå lidt mere fast og hænge lidt i bremsen. Vi behøver ikke hele tiden udvikle os; måske er det godt nok, som det er lige nu og her. 

Bliver vi nogensinde tilfredse, hvis vi går efter det fulde potentiale? Og hvad når vi er nået dertil? Hvad skal vi så kaste os over?

Det var også udgangspunkt for hans blogindlæg, hvor han bl.a. skrev: ” Lad os i stedet hylde landsholdet for, at de har succes med middelmådigt spil, grundig forberedelse og almindelig omtanke. Måske kan det inspirere fremtidige konsulenter og selvhjælpsforfattere”. 

Det er tilstrækkeligt at være rimelig okay

Og så kommer han med nogle forslag til titler på bøger i selvhjælpsgenren, som han synes burde skrives. En af dem er denne: 

”Sådan bliver du en rimelig okay udgave af dig selv”. 

Det er en genial titel. Hvis han ikke selv skriver den bog, gør jeg det nok. 

Jeg ønsker mig et samfund med mere fokus på det middelmådige. Det siger jeg selvfølgelig kun, fordi jeg selv er blevet middelmådig pga. min sygdom. Eller endda under middelmådig – jeg er overdrevet stressfølsom og går som en brækket arm. 

Så nu prøver jeg bare at pudse min glorie. Ja, det gør jeg på en måde. For jeg har set lyset. Eller mørket. 

Bagsiden af ønsket om at være den bedste udgave af sig selv

Og med det følger indsigt. Ok, nu er jeg så klogere end alle andre? Nej, jeg er stadig middelmådigt klog. Sådan helt gennemsnitlig, tror jeg. Men jeg ser – som privatperson og som psykolog – hvordan folk omkring mig løber hurtigere og hurtigere og stræber efter at blive perfekte udgaver af sig selv. Og prisen er stress, angst, udbrændthed, depression, perfektionisme, følelsen af mislykkethed, dårligt selvværd, utilfredshed og dårlig samvittighed over ikke at være til stede nogen steder... og oveni det alskens sygdomme… 

Man skal kunne have masser af bolde i luften, være omstillingsparat, ville udvikle sig, ville afvikle for at nyskabe, synes godt om forandringer. 

Derfor tror jeg, der er brug for bøger om middelmådigheden. Fordi vi spejler os i verden omkring os; herunder alle selvhjælpsbøger, der giver gode råd og tips til, hvordan man kan og bør leve sit liv. 

Selvhjælpsbøger som mursten at slå sig i hovedet med

Selvhjælpsbøger er ofte unuancerede (læg mærke til, at jeg skrev ”ofte”, ikke ”altid”). De tager ofte ikke højde for livets kompleksitet. Det er tit noget med, at hvis du tænker sådan og sådan, eller gør sådan og sådan... Så kommer lykken til dig, eller så bliver du mere tilfreds.

Sådanne råd og tips er ofte et ønske om enkelhed. Livet ville være så meget lettere, hvis der var enkle og lette løsninger. Men ønsket om enkelhed er et ønske om kontrol. Der er ikke noget galt med at ville have kontrol, men der er sjældent lette veje til det. Og total kontrol er utopi. Livet sker og overrasker hele tiden.

Så nu prøver jeg bare at pudse min glorie. Ja, det gør jeg på en måde. For jeg har set lyset. Eller mørket.

Fremfor alt tager selvhjælpsbøger sjældent højde for, at menneskers livsbetingelser, vilkår, kultur, værdier, relationer og meget andet er lige så forskellige, som sandkorn er forskellige. 

Man kan endda gå hen og føle sig endnu mere mislykket eller middelmådig, hvis man ikke kan leve op til de gode råd. Så bliver selvhjælpsbøgerne til mursten, man kan slå sig selv i hovedet med, fordi man ikke kan leve op til dem.  

Selvhjælpsbøger til os middelmådige

Det er naturligvis vores eget ansvar at købe og læse en selvhjælpsbog. Ikke selvhjælpsforfatterens ansvar. Og det er lige præcis derfor, der er brug for en anden slags selvhjælpsbøger. Så alle vi, der frivilligt eller ufrivilligt har indfundet os med at leve middelmådigt, også kan være med. 

Lagkage ville ikke smage så godt, hvis vi ikke også havde den der helt enkle og middelmådige klapsammen-rugbrøds-mad. For meget lagkage giver kvalme og måske opkast.

Jeg har altid haft en drøm om at blive forfatter. Endnu er det bare en drøm. Man skal starte et sted. Og jeg starter med at reflektere over titler på selvhjælpsbøger, som jeg godt kunne tænke mig at skrive. Eller at andre skriver. Så det er frit frem at stjæle mine forslag: 

Selvhjælpsbogen:
”Sådan laver du leverpostej – på rugbrød og Instagram”

Bøger om sund og god mad er populære som aldrig før. Derfor er det genialt at kombinere en bog om leverpostej, som er en middelmådig ret, med tips og råd til, hvordan man flasher sig middelmådigt og leverpostejsagtigt på Instagram.

Der er for lidt leverpostej på Instagram! Det ene herlige billede efter det andet dukker op – af fantastisk og sund mad, af veltrænede kroppe, af smukke landskaber. På den ene side er det fantastisk – og kan være meget inspirerende.

På den anden side bliver jeg træt. Fordi det er så urealistisk. Og hvorfor ikke dele hele pakken på sådan en platform, hvor man virkelig har mulighed for at vise sig selv og sin omverden fra alle sider? Stå frem som et godt eksempel? På at livet er både lagkage og leverpostej. Lagkage ville ikke smage så godt, hvis vi ikke også havde den der helt enkle og middelmådige klapsammen-rugbrøds-mad. For meget lagkage giver kvalme og måske opkast.

Så ikke noget galt med skønne billeder på Instagram. Men det er trættende og kedeligt, når der ikke er balance. Ligesom yin og yang.

Jeg er ikke god til at lave mad. Jeg synes også, det er kedeligt. Ærgerligt, for jeg bør spise super sundt, fordi jeg har en autoimmun sygdom. Det prøver jeg også at gøre, men jeg ville ønske, at jeg elskede at stå i køkkenet i timevis og stege og kreere. Mine hofretter har svunget sig op til hjemmelavet juice og hjemmebagte nogenlunde sunde boller (børnene skal også ville spise dem).

Så mit repertoire til en bog om leverpostej og anden middelmådig mad er spartansk. Jeg giver derfor udfordringen videre – hvem vil skrive en bog om leverpostej på rugbrød og Instagram? 

Selvhjælpsbogen:
”Alt er ikke altid godt – og der er der heller ingen, der har lovet os”

Nogle gange er livet noget hø. Og så er alt bare ikke godt. Lige meget, hvor meget man vender og drejer det.

Det er in at skrive ”alt er godt”. I opdateringer på de sociale medier fx. Det er der ikke noget galt med. Man kan nemlig nå langt med positive mantraer og positiv tænkning, og jeg er selv stor fortaler for, at man kan arbejde meget med sit mindset. Det har faktisk hjulpet mig en del ift. min sygdom. Og de dage, hvor jeg har mit mindset imod mig, er virkelig dårlige dage, hvor jeg er lige ved at give op. Når det så lykkes mig at blive fandenivoldsk og få drejet mit mindset i positiv retning, er jeg ret hurtigt oppe på hesten igen.

Men ønsket om enkelhed er et ønske om kontrol. Der er ikke noget galt med at ville have kontrol, men der er sjældent lette veje til det. 

Derfor har jeg slet ikke noget imod ”alt er godt”-mantraet. Det er, når det kommer til at lyde som om, det er enkelt – at livet bare er godt for mig og dig og alle andre. Når budskabet er, at alle andre bør tænke som den person, der skrev det. Så klinger det hult. Når man bruger den sætning, eller det mantra, kan man kun tale for sig selv. Ikke for nogen som helst anden.

Livet er ikke altid godt, alt er ikke altid godt. Der er krig og tortur i verden, der er sygdom og død, der er folk, der mister arbejde og levebrød osv. Det er bare ikke godt. Basta bom.

Nogle gange er livet noget hø. Og så er alt bare ikke godt. Lige meget hvor meget man vender og drejer det.

Der er ingen, der har lovet os, at alt er godt. Hverken Gud eller skæbnen. Alt er ikke altid godt, for nogle mennesker er der til og med måske aldrig noget, der nogensinde er godt. For de fleste af os er det både og. Nogle gange er alt godt, andre gange overhovedet ikke.

Denne bog burde skrives. Fordi der er for få nuancer i forbindelse med brugen af ”alt er godt”. Et mere nuanceret mantra kunne være noget i retning af: ”alt er nogle gange godt, andre gange lidt godt, og igen andre gang simpelthen bare noget hø”.

Selvhjælpsbogen:
”Udnyt dit potentiale halvt ud”

Selvhjælpsbøger handler tit om, hvordan man udnytter sit potentiale fuldt ud. Det er der egentlig ikke noget galt med. Men det er anstrengende, hvis det er hele tiden.

Og måske går man glip af noget, hvis man hele tiden er i udvikling og på udkig efter sit fulde potentiale. Så glemmer man måske at gøre og værdsætte dét, man allerede ved og kan. Fordi målet hele tiden er det fulde potentiale. Og hvornår er fuldt egentlig fuldt? Bliver vi nogensinde tilfredse, hvis vi går efter det fulde potentiale? Og hvad når vi er nået dertil? Hvad skal vi så kaste os over?

Der mangler en bog om at opnå halve potentialer. For at nuancere ideen om, hvad der er det rette potentiale at stræbe efter. Når vi kun opfylder halve potentialer, tror jeg, der bliver mere tid til at nyde livet og have fokus på dét, som er endnu vigtigere end ens eget fulde potentiale: nemlig de relationer man har i sit liv. 

Selvhjælpsbøgerne:
”Guide til kun at have få bolde i luften” eller
”Hvordan du holder op med at være omstillingsparat”

Se, der jo hele to potentielle titler. De er inspireret af tidens jobannoncer, som man bliver forpustet af at læse. Man skal kunne have masser af bolde i luften, være omstillingsparat, ville udvikle sig, ville afvikle for at nyskabe, synes godt om forandringer. Og så skal man helst ikke være i det samme job for længe, for så gror man fast. Og gro fast er fy skamme.

Svend Brinkmann er kendt for at hylde det middelmådige og opfordre os til at stå lidt mere fast og hænge lidt i bremsen. 

Det forstår jeg ikke. Gro fast er jo noget med, at man ved noget om noget. At man er værdifuld for arbejdspladsen. At man kender dens historie og kultur. At man er solidarisk og værner om arbejdspladsens værdier. Dem, der er groet lidt fast, er tit også dem, som nye medarbejdere kan vende sig til og få gode råd af. Som er indbegrebet af stabilitet.

Der mangler bøger om ikke at ville være med til at have mange bolde i luften og ikke være spor omstillingsparat. Fordi det er værdifuldt, at ikke alt forandres med lynets hast. Der er mange ting, der er gode nok, som de er. Og så fordi det modvirker stress og udbrændthed og bevarer mennesker og familier mentalt intakte. 

Yin og yang og lagkage og leverpostej

Det var mit bud på bøger, der bør skrives. Bøger uden happy end, men med alle de nuancer, som livet er fuldt af – på godt og ondt. Jeg er sikker på, at de selvhjælpsbøger, der allerede er skrevet, hjælper mange, og de skal selvfølgelig blive stående på hylderne.

Men det er dét med yin og yang: Vi har brug for begge dele. Ellers bliver det enten lagkageklamt eller leverpostejsulækkert.