Sten

Vi har lige holdt en uges ferie i Båstad, en svensk perle i udkanten af Skåne, lige inden det bliver til Halland. Båstad kan i den grad anbefales. Skøn natur, skøn strand, hygge og ro. 

Der var en lille bæk tæt på, hvor vi boede. Bækken løb ud i havet. Her tilbragte vi timer på at bygge stenmure langs åen og rense bækken for grene, blade og sten, så vandet kunne løbe hurtigere. 

Same procedure as last year

For et år siden gjorde vi præcis det samme. Der var vi nemlig på ferie samme sted og i samme uge. 

Stenmuren var der ikke mere. Måske har nogle lumske mennesker moret sig med at pille den fra hinanden (Gud forbyde det). Eller også er det naturens gang, der har fået stenmuren til at falde fra hinanden. Og bækken var igen fyldt med blade og grene, så vandet ikke kunne løbe så hurtigt. 

Men jeg kan nok allerbedst lide sten. Måske fordi de ligger stille.

Der var mange sten ved bækken, Store og små. Runde og firkantede. Og skæve og flade. Og skæve og tykke. Hvide og rødlige. Og grå og sorte. 

Jeg brugte først en masse timer på muren. Den øvrige familie var mere interesserede i det med at rense bækken. Det passede mig fint. Jeg havde det fint med at være stenmurschef. 

Det er ikke med vilje, at jeg kigger på sten

Efter adskillige timer var der ikke brug for mere mur. Bækken var ikke længere. Og det gik ikke rigtigt at bygge højere. Så faldt stenene bare ned igen. 

Så begyndte jeg at kigge på sten. Jeg ledte efter de pæneste sten. Det var ikke med vilje. Jeg kunne bare ikke lade være. Når blikket faldt på én sten, var det nødt til at søge videre – finde en sten, som var endnu pænere. Det var svært. Næsten alle sten var nemlig pæne. Ihvertfald 75% af dem. Derfor var det svært at få blikket fra de sten. Der var hele tiden én til pæn sten lige ved siden af den sidste sten, øjet havde hvilet på. 

Retfærdigheden skal ske fyldest

Jeg var nødt til at tage en samling sten med hjem. Selvom det vist er forbudt. Og det var for alvor svært. Ikke fordi det er forbudt. Men jeg kunne ikke tage alle sten med hjem, men måtte udvælge de sådan cirka 50 allerpæneste. Det tog flere dage. Og jeg var hele tiden i tvivl om, om det nu var den pæneste, jeg valgte. Måske var nabostenen lige lidt pænere. 

Der var også et element af retfærdighed i det. Alle typer sten havde ret til at blive repræsenteret. Selvom jeg bedst kunne lide dem, der var runde eller firkantede – sådan lidt ordentlige. Så nogle sten blev tabere og blev ladt tilbage. Det tror jeg ikke, de havde noget imod. 

Der er noget magisk med sten. De har måske "levet" med dinosaurer. Og de ligger dér og virker helt rolige og upåvirkede af vind og vejr. De skynder sig ikke, som resten af samfundet gør.

Der er noget med sten! Sten kan noget. Måske især dem i Båstad. Men jeg har nu også oplevet det mange andre steder. I Limhamn hvor jeg bor, i Italien, i Spanien, i Østrig... 

Sten og bevidst nærvær

Måske er det fordi, de har været her længe før os. Der er noget magisk med sten. De har måske "levet" med dinosaurer. Og de ligger dér og virker helt rolige og upåvirkede af vind og vejr. De skynder sig ikke som resten af samfundet gør. De overhaler ikke mig. Sådan som det meste andet i samfundet gør nu for tiden. 

Sten er meditation for mig. Jeg bliver bevidst nærværende, når jeg kigger på sten. Uden at anstrenge mig og uden at behøve at køre den der mindfulness-ting, hvor man siger til sig selv, at det er ok, at tankerne flyver, men kald dem varsomt og bestemt tilbage. 

Der er intet galt med den der mindfulness-ting. Det er bare ikke nødvendigt, når man kigger på sten. 

Sten er anbefalelsesværdige

Jeg var ikke rigtigt bevidst om, at det var meditation / terapi / bevidst nærvær, jeg havde gang i dér i Båstad. Jeg kiggede jo bare på sten. Men jeg fandt ud af det, da jeg oplevede roen i det, og da jeg opdagede, at det var utroligt let for min datter at lokke mig ned til den bæk. 

Det passede mig fint. Jeg havde det fint med at være stenmurschef.

Jeg kan på det varmeste anbefale sten. Men måske handler det ikke så specifikt om sten, men mere "bare" om natur. Jeg er faldet for sten, men jeg kan også godt lide at kigge på træer, på havet, på skyer i himlen osv. Deri er der også en ro og noget med bevidst nærvær. Også selvom det er eksempler på natur, der ikke er helt stille. Det må være noget med rytmikken og lydene. Og sikkert en masse andet. 

Men jeg kan nok allerbedst lide sten. Måske fordi de ligger stille. 

Jeg har snart ferie igen. I tre uger i træk. Lur mig om der ikke bliver kigget på flere sten (denne gang på hjemmefronten). 

I mellemtiden skal jeg have placeret mine sten fra Båstad et eller andet perfekt sted i min have, så jeg kan fortsætte med at kigge på dem. 

God god sommer – og tak fordi du gad læse mit stenede indlæg til ende.