Det er ikke din skyld. Om tankemylder.

Jeg dyrker en del yoga. For ikke så længe siden, hvor jeg var til noget yoga, startede yogalæreren med at sige: ”Det er ikke din skyld”. 

Og det var temaet for dagens yogasession.

Det var en rar start og en forvirrende start. For hvad var det, det ikke var min skyld? Det rare bestod i, at tanken om, at ingenting er min skyld, fratog mig en masse ansvar. Det forvirrende var ikke at vide, hvad det var, der ikke var min skyld. Og er det så ensbetydende med, at man ikke har kontrol over noget som helst og lige så godt kan give op? Og give hvad op?

Bevidst, nærværende og til stede her og nu

Dét som ikke var min skyld, var mine tanker. Et grundelement i yoga er at forsøge at være bevidst nærværende ved hjælp af åndedræt og fokus på krop og sind.

Prisen for ikke at være en zebra er tankemylder.

Det med, at det ikke var min skyld, var ikke noget, yogalæreren havde fundet på. Det var noget, han havde læst om i en bog om Compassionfokuseret terapi (medfølelsesfokuseret terapi). En bog skrevet af Paul Gilbert, som er manden bag denne terapi. 

Led venligst tankerne tilbage til nuet

Paul Gilbert siger, at det ikke er min skyld, hvis jeg ikke kan styre mine tanker. Yogaen og det bevidste nærvær handler blandt andet om at forsøge at guide sine tanker, så de ikke overtager os helt og bliver til tankemylder.

Det er hjernens skyld. 

I yoga og bevidst nærvær er det helt ok at blive ramt af tankemylder, men opgaven består i venligt at føre bevidstheden tilbage til noget, som distraherer tankerne, fx åndedrættet eller forskellige dele af kroppen, hver gang man oplever, at tankerne flyver afsted. Så er det nemlig svært for tankerne helt at tage over, fordi man simpelthen retter sin opmærksomhed væk fra tankerne. 

Det er ikke helt så let, som det lyder. Det kræver øvelse og ihærdighed. 

Når en zebra næsten bliver spist af en løve

Hvis jeg var en zebra på savannen, ville jeg ikke have det problem med tanker, og det ville slet ikke være nødvendigt at forholde sig til, at det ikke er min skyld. Det ville slet ikke være et issue. 

Når zebraen bliver jagtet på savannen, og det lykkes den at slippe væk og ikke blive spist af en løve, ryster den kroppen godt og grundigt, når faren er drevet over, og så er dén sag ude af verden. Den ryster så at sige den traumatiske oplevelse ud af kroppen. Den begynder ikke at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis den var drejet til højre i stedet for at fortsætte ligeud, som blev dens redning. 

Traumer og for kloge hjerner

Men hvis du og jeg kommer i en farlig eller ubehagelig situation, ryster vi desværre ikke bare på kroppen og får den ubehagelige oplevelse til at forsvinde ud af kroppen og bevidstheden. Næh – vi bliver desværre ofte traumatiserede i stedet for. Fordi vi begynder at tænke over, hvad der kunne være gået galt. Og hvad hvis det sker igen? Eller hvis der sker noget lignende? Eller noget helt anderledes, som man ikke er forberedt på? Og så videre...

Se, det er noget af dét, yogaen kan. Og det er en god historie, som slet ikke er fortalt færdig endnu.

Og det er ikke min eller din skyld! Det er heller ikke samfundets skyld, som TV 2 ironisk påstår. Det er hjernens skyld. Fordi evolutionen over mange, mange, mange, mange år har gjort, at den menneskelige hjerne har udviklet sig ud over alle grænser. Vi er i stand til meget mere end zebraen. Vi kan tale, vi kan planlægge, vi kan forestille os, vi kan mentalisere og meget andet. (jeg er dog stadig i tvivl om, hvem der er klogest; zebraen eller mennesket?) 

Det forvirrende var ikke at vide, hvad det var, der ikke var min skyld. 

Det er der store fordele med. Vi ville aldrig have fået skabt den verden, vi har i dag uden denne såkaldte nyere del af hjernen.  Ingen biler, ingen huse, ingen computere, ingen mobiltelefoner, ikke noget forarbejdet mad(!), ingen skoler, ingen uddannelser, ingen flyvemaskiner og ferier til eksotiske rejsemål osv. osv. 

Men ulempen ved at være i stand til at tænke så meget, som vi er nødt til for at udvikle en avanceret verden, er, at vi let kommer til at tænke for meget. 

Mon det ville være bedre at være en zebra?

Så når det ikke er min eller din skyld, så er det simpelthen fordi, vores hjerner på godt og ondt er konstrueret sådan, at vores tanker kan gå amok. Vi må tage det sure med det søde. Prisen for ikke at være en zebra er tankemylder. 

Og det er ikke min eller din skyld. 

Så er det nemlig svært for tankerne helt at tage over, fordi man simpelthen retter sin opmærksomhed væk fra tankerne.

Jeg fandt ud af, at det var en god øvelse dér på yogamåtten. Hver gang, jeg følte mig udfordret, og min hjerne gik i gang med at blive sur, rasende over at jeg ikke kunne stå pænt i en bestemt position, frustreret over at tankerne fløj fra det ene til det andet i både den indledende meditation og den afsluttende Savasana (liggende i hvileposition som afslutning), hjalp det faktisk lidt at tænke, at det ikke var min skyld. 

Om at have medfølelse over for sig selv

Det var jo fordi, jeg er rasende klog! Ihvertfald klogere end en zebra. Det var da en rar tanke! Men det var også en medfølende tanke. Det er jo for pokker synd for mig, at min hjerne sådan fucker med mig!

Derfor blev jeg faktisk lidt mindre sur på mig selv. Forventede lidt mindre af mig selv, hvilket ikke betød, at jeg blev ligeglad med at gøre mig umage. Næh, faktisk fik det mig til at slappe lidt mere af, hvilket har den effekt, at kroppen ikke føler sig angrebet af bebrejdelser, og så bliver det faktisk lige lidt lettere at stå på ét ben eller stå længe i en krævende position. 

Den begynder ikke at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis den var drejet til højre i stedet for at fortsætte ligeud, som blev dens redning.

Det lyder måske som det rene trylleri. Det er det ikke. Det er stadig hårdt arbejde ikke at få tankemylder. Men hårdt arbejde er lettere, når man bebrejder sig selv lidt mindre. 

Se, det er noget af dét, yogaen kan. Og det er en god historie, som slet ikke er fortalt færdig endnu.