Når livet slår
- Når man er rask, og det hele sådan bare kører derudad
- Når man har travlt og ikke rigtigt når at reflektere så meget.
- Når man bare befinder sig i det der hamsterhjul, der hedder det moderne liv...
Så tager man let livet og alting sådan lidt for givet. Bliver sur og irriteret, når noget går én imod. Og når det faktisk går ret godt, så er man ikke sådan super taknemmelig, men mere sådan "ja, selvfølgelig".
Så er jeg så glad, at jeg slet ikke lægger mærke til alt det, jeg egentlig godt kunne være utilfreds med.
Det gjorde jeg ihvertfald. Kan jeg se nu i bagklogskabens klare lys.
Når man er for glad til at være utilfreds
Nu er det ret anderledes. Nu vil jeg give næsten hvad som helst for at kunne gå en lang tur i raskt tempo. Det er nemlig blevet en by i Rusland for mig.
Det korte af det lange er: Jeg er blevet et lykkeligere menneske. Og jeg er blevet et ulykkeligere menneske.
Nogle dage er jeg i bedre form end andre dage. En god dag er en dag, hvor jeg har gået en halv time og havde overskud til at nyde fuglenes kvidren og samtidigt holde balancen – og stadig har lidt energi tilbage til resten af dagens gøremål, når jeg kommer hjem.
Så er jeg så glad, at jeg slet ikke lægger mærke til alt det, jeg egentlig godt kunne være utilfreds med.
En ikke så god dag er en dag, hvor jeg skal prioritere, om det er værd at bruge en hel dags energi på en halv times gåtur – et regnestykke, der især ikke hænger sammen, hvis det halve af dagen allerede er gået.
Sygdom gør lykkelig...
Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg dog klarer at have den her sygdom. Hvordan jeg holder humøret oppe og kæmper.
Det korte svar er enkelt: Fordi jeg ikke har andet valg.
Det lidt længere og lidt mere underlige svar er, at jeg er blevet ufatteligt lykkelig af at være syg. Eller snarere som konsekvens af at være blevet syg.
Og det er lige til at blive både lykkelig og ulykkelig af. Fordi man kan blive så taknemmelig for det, man har. Og så ulykkelig over det, man ikke (længere) har.
Det lyder jo mærkeligt. Det er det bare ikke. Vi mennesker har en tendens til at tænke lidt i enten-eller. Vi søger efter mening og efter enkelhed. Og det giver mere mening og er lidt mere enkelt at tænke i baner som at være enten lykkelig eller ikke lykkelig, altså ulykkelig. Sådan lidt firkantet sagt.
Og sygdom gør ulykkelig
Men jeg er altså også blevet et meget mere ulykkeligt menneske af at være syg.
Lyder det mærkeligt – og modsigende? Det er det overhovedet ikke.
Fordi dét her med mening og enkelhed slet ikke er enkelt. Der er ikke meget her i livet, der er enkelt.
Det korte af det lange er: Jeg er blevet et lykkeligere menneske. Og jeg er blevet et ulykkeligere menneske.
Det gør mig fx ustyrligt lykkelig at gå en tur. Fordi jeg elsker det. Elsker at være ude i naturen og indånde luften og bare lade tankerne flyde. Men hver gang jeg går en tur, bliver jeg også ustyrligt ulykkelig. Fordi hvert skridt med skrigende tydelighed minder mig om, hvor svært det er. At gå!
En opsang om taknemmelighed og så alligevel ikke
Således lader det sig gøre at være lykkelig og ulykkelig på samme tid. Og det er i sådanne øjeblikke, at det går op for mig, at jeg ikke længere tager ting for givet.
En gåtur er ikke "for givet". Et godt helbred er ikke "for givet".
Ingenting er for givet.
Og det er lige til at blive både lykkelig og ulykkelig af. Fordi man kan blive så taknemmelig for det, man har. Og så ulykkelig over det, man ikke (længere) har.
Det lidt længere og lidt mere underlige svar er, at jeg er blevet ufatteligt lykkelig af at være syg.
Dette indlæg kunne godt lyde lidt som en opsang til alle, der ikke er taknemmelige i hverdagen. Det er det på en måde også. Men på en måde er jeg godt klar over, at man måske er nødt til at blive hårdt ramt for sådan rigtigt at værdsætte livet. Og det ønsker jeg ikke for nogen. Så måske er det bedre at gå rundt og være sådan lidt utaknemmeligt taknemmelig og håbe at livet ikke slår for hårdt :).