Om at fatte sig (en anelse) i korthed – og om stress i hoftebøjeren

Mit sidste indlæg var langt. Det var ikke meningen, men det var sådan, det blev. Nu vil jeg prøve at finde ud af, om jeg kan fatte mig en anelse i korthed. 

Jeg tror, jeg med mine lange indlæg forsøger at kompensere for min langsomhed. Jeg kan ikke gå langt, men jeg kan skrive langt... 

En vigtig sætning på vej til Stockholm

Jeg har lige været tre dage i Stockholm på første del af endnu en kortere yogauddannelse, som tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, der redegør for, hvordan yoga ser ud til at have god effekt på behandling af angst og depression. 

Det her med åndedræt er ikke noget quick fix. Det er hårdt arbejde og skal simpelthen implementeres i hverdagen. 

Turen i tog til Stockholm tager næsten fem timer, så der var rig mulighed for at læse én af de bøger, som grundlæggeren af Nordisk Yogainstitut (hvor uddannelsen foregik) har skrevet. Hun hedder Josephine Selander, og bogen hedder (på svensk) ”Yoga från insidan” (altså "Yoga indefra").

Bogen har blandt andet fokus på yogaens biomekanik; altså hvad yoga gør helt konkret ved kroppen og sindet, og derfor er det væsentligt at vide en del om muskler, organer og nervesystem.

Den bedste sætning i bogen var følgende:

”Ifølge én af mine yogalærere, Doug Keller, er hoftebøjermusklerne, iliopsoas, de muskler som næstefter hjertet reagerer hurtigst på stress. De trækker sig hurtigt sammen som svar på kraftige psykiske fornemmelser og spændinger” (oversat fra svensk).

Hoftebøjeren i allerhøjeste alarmberedskab

Jeg vidste det egentlig godt. Jeg oplever det dagligt. Mange gange dagligt endda.

Min søster, som er en af verdens dygtigste fysioterapeuter i Danmark, har allerede fortalt mig, hvad der er på spil. Det er noget med, at hoftebøjeren simpelthen er den muskel, der hurtigst trækker sig sammen, når vi befinder os i en ”kamp-flugt”-situation. Det er også den muskel, der sidst slapper af efter endt ”kamp-flugt”-situation. Det er simpelthen en medfødt refleks og kroppens måde at lave selvbeskyttelse på.

... hvis jeg gik på savannen, ville jeg være den første, der blev ædt af en løve.

Når jeg bliver stresset, kan jeg næsten ikke gå. Musklerne i højre ben låser sig og bliver helt stive.

Når jeg oplever stress, tror min krop, den er i fare. Mit hoved ved udmærket godt, at der ikke er fare på færde, bare fordi jeg er ved at komme for sent til et møde. For eksempel.

... hoftebøjermusklerne (er) de muskler som, næstefter hjertet, reagerer hurtigst på stress. De trækker sig hurtigt sammen som svar på kraftige psykiske fornemmelser og spændinger (Josephine Selander, fra bogen 'Yoga från insidan', min oversættelse)

Og det er ret mærkeligt; jeg føler mig ikke stresset i hovedet og kan sagtens ræsonnere med mig selv om, at der er ok at komme lidt for sent. Og have det fint med det. Men kroppen er ikke enig.

Når man bliver ædt af en løve

Kroppen skriger ”fare”. På en måde har den ret. Der har været fare på færde – i de mange år, jeg gik rundt og fortrængte sygdommen. Sygdommen pressede sig mere og mere på – og jeg lyttede ikke. Nu fortsætter kroppen med at kræve, at jeg lytter.

Egentlig er der jo også stadig fare på færde: hvis jeg gik på savannen, ville jeg være den første, der blev ædt af en løve.

Hvis jeg flyttede ud på en øde ø uden stress og indtryk (og uden løver), ville jeg garanteret gå meget bedre. For så ville jeg huske og have tid til det med åndedrættet. Problemet er nemlig, at jeg glemmer det, i det øjeblik, stressen rammer mig (hvilket forøvrigt ikke er min skyld, fordi det er en primitiv del af hjernen, uden sprog, der overtager i den situation). 

Med andre ord trak jeg vejret helt vildt meget og laaaaaangt på den tur til Stockholm.

Jeg har fundet ud af, at der er noget, der virker en lille smule som en øde ø. Det er åndedrættet.

Åndedrætøvelser og fravær af sanseindtryk

Jeg har haft gang i åndedrætstøvelser længe og er blevet hjulpet af det.

Men på uddannelsen i Stockholm var der rigtig meget åndedræt. Og hver dag efter kl. 17 (når jeg havde gået en for mig lang tur der på Söder i Stockholm for at købe en kyllingwrap på Mc Donalds, som jeg tog med hjem på hotelværelset), fortsatte jeg med mine åndedrætsøvelser og med slet ikke at blive udsat for sanseindtryk.

Med andre ord trak jeg vejret helt vildt meget og laaaaaangt på den tur til Stockholm.

Jeg tror, jeg med mine lange indlæg forsøger at kompensere for min langsomhed. Jeg kan ikke gå langt, men jeg kan skrive langt...

Da min mand og datter hentede mig på Centralstationen i Malmø, var det første de sagde, da jeg steg ud af toget og gik hen imod dem: "Wau, hvor går du stærkt." Og det på trods af, at togturen var blevet forlænget med 80 minutter pga. signalfejl. Seks timer siddende er ellers no-go for mig.

Jeg var mega træt og havde ikke rigtigt selv lagt mærke til, at jeg gik bedre. Men da de sagde det, kunne jeg godt både se og mærke det. Jeg tror, det hænger sammen med alt det åndedrætteri.

Om tredelt åndedræt og om at trække vejret i firkant

Det her med åndedræt er ikke noget quick fix. Det er hårdt arbejde og skal simpelthen implementeres i hverdagen. Men hvis nogen er nysgerrige efter et par konkrete øvelser, afslutter jeg dette ”nogenlunde-fatten-mig-i-korthed-indlæg” med to af mine yndlingsåndedrætsøvelser:

Træk vejret i firkant

Fungerer godt siddende med ret ryg. Træk vejret ind mens du tæller til 4, hold vejret på indånding mens du tæller til 4, pust ud mens du tæller til 4, hold vejret på udånding mens du tæller til 4. Og start så forfra igen.

Man kan visualisere en firkant imens, hvis det giver mening.

Tredelt åndedrætsøvelse

Fungerer godt siddende eller liggende på ryg. Læg en flad hånd på maven og en på brystet. Tænk dig at maven er delt i tre:

1. Maven
2. Brystet
3. Brystbenet (altså længere oppe end brystet, helt oppe mod halsen).

Del hver vejrtrækning ind i 3 dele. Forestil dig at du kun trækker vejret ind til brystbenet, hold vejret ganske kort, forestil dig at du trækker vejret ind til brystet, hold vejret ganske kort, og forestil dig så, at du trækker vejret (det sidste, der er tilbage) helt ned i maven.

Hold vejret ganske kort, og pust ud på samme måde – tøm maven for luft, hold vejret kort, tøm brystet for luft, hold vejret kort, og til sidst tøm brystbenet for luft. Og start derefter forfra.

Endnu mere i dybden med åndedrætteriet

Gør det så længe det føles rart, men start med max 5 minutter. I starten kan man blive svimmel. Så er det en god ide fx at starte firkanten med kun at tælle 2 og øge til 3 og siden til 4.

Jeg er ret tosset med det her åndedrætteri, og lur mig, om der ikke i fremtiden kommer et eller flere indlæg, som går i dybden med det. Jeg ved nemlig stadig alt for lidt om det, men det har jeg tænkt mig at ændre på.