Jeg længes efter at være ligeglad… Ikke-accept, respekt og mindset

Grislingen: ”Det var ikke særlig klogt sagt”
Peter Plys: ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud” 

Sådan har jeg haft det lidt med dette indlæg. Derfor har det taget lidt længere tid. Jeg havde en ret klar ide i mit hoved, om hvad det skulle handle om. Men så skete der hele tiden noget, når det kom ud af mit hoved og ned på papir (computer).

Jo mere jeg skrev, jo mere levede det sit eget liv. Jeg troede, at jeg denne gang bare skulle skrive et kort indlæg om at længes og om  at acceptere. Men så blev det lidt længere og kom til at handle om ikke-accept, respekt og mindset. 

Så prøvede jeg at invitere den dårlige samvittighed ind og se, hvad den ville. Den var egentlig ikke så slem.

Måske er det derfor, nogle anbefaler skriveterapi. Fordi man lærer noget nyt, mens man skriver. Jeg tror, jeg har fundet ud af noget om ligeglad-hed...

Hvad jeg konkret længes efter

Tilbage til overskriften: 

• Jeg længes efter at være ligeglad med, at jeg har MS... 
• Jeg længes efter at have et højre ben, der ikke bliver som en geléklump efter 20-30 minutters træning... 
• Jeg længes efter ikke at blive svimmel og ør i hovedet af den mindste smule stress og travlhed... 
• Jeg længes efter at kunne gå lange ture (over en halv time) i raskt tempo... 
• Jeg længes efter at løbe... 
• Jeg længes efter ikke at se mere eller mindre fuld ud, når jeg går på gaden...

Kendt på en kikset måde

Jeg føler mig kendt på den dér kiksede måde: Folk kigger efter mig på gaden, fordi jeg går langsomt og skævt og stift. Ikke fordi jeg er kendt... 

(ok, jeg er klar over, at det nok siger mere om mig, end om andre mennesker, fordi de fleste mennesker i dag kigger mere på deres mobiltelefoner end på andre mennesker) 

A Park in the Sun

Peter Lang, som desværre døde for ikke så længe siden, var præst og psykoanalytiker og har altid været et stort retorisk forbillede for mig (efter indlægget kan du se nogle af de kloge ting, Peter Lang sagde).

Han havde Parkinson i mange år. Han valgte at kalde sin sygdom for ”A Park in the Sun” (som jo lyder lidt som Parkinson).

Jeg har desværre aldrig mødt manden, men jeg kender flere, der har. Én af dem fortalte en lille historie om ham: En dag hvor Peter Lang skulle besøge Danmark, kom han gående i Kastrup Lufthavn, og han rystede meget pga. sin Parkinson. Folk kiggede på ham, og han valgte at sige til sig selv, at sådan her må det være at være dronning i Danmark.

Sådan gad jeg godt have det med min MS.

Et langsomt forbillede i en hurtig verden

Det lyder let: Så gik jeg dér på gaden og så, hvordan folk kiggede mærkeligt på mig. Og så vinkede jeg som dronningen og smilede, og måske bukkede og nejede jeg lidt...

Men det er bare ikke lige mig. Alligevel er jeg vild med Peter Langs fuldstændigt imødekommende tilgang til sin sygdom.

Den der ”ikke-accept” er min drivkraft. Og den er grunden til, at jeg ikke er ligeglad.

Jeg fik en gang et godt råd om at lade som om, jeg laver gående mindfulness, når jeg går på gaden. Det er nemlig moderne.

Nogle har også sagt til mig, at jeg er et forbillede i en hurtig verden; at verden har brug for langsommelighed, og at det er godt for andre mennesker at spejle sig i sådan én som mig.

Tænk, det synes jeg faktisk også selv. I teorien altså.

Kikset og overhalet indenom

Det er nemlig sådan, at hvis jeg går ekstremt langsomt, som i slowmotion, så går det faktisk ok. Det er bare svært, når alle andre går i fastmotion.

Når jeg kommer gående dér – laaannngggsssooommmttt – så føler jeg mig ikke som et forbillede. Så føler jeg  mig bare kikset. Og overhalet indenom. Og udenom.

Jeg har forsøgt nu i godt et år at blive lidt som Peter Lang. Det er ikke lykkes endnu.

Kæmp med og ikke imod

Som psykolog råder jeg tit folk til ikke at kæmpe imod dét, som ikke vil kæmpes imod, men i stedet ”gå med dét”.

Det vil sige, at i stedet for at prøve at få noget dårligt til at gå væk ved at forsøge at fortrænge det eller lave små afledningsmanøvrer, så gå med det og vær med det, og se hvad det vil, og hvad der sker.

Det kan nemlig godt gå hen og blive sådan, at når man stopper med at kæmpe imod, så forsvinder dét, man kæmper imod så småt. Måske fordi det blev taget imod og forstået.

Dog skal man være opmærksom på, at det ikke forsvinder hurtigt. Det kan godt være, at man skal være med det og i det ret længe. Det er processen, som er en del af helingen, hvis man kan kalde det sådan.

Måske skal man endda være i det og med det hele livet. Og så handler det mere om at finde en måde at være i det på.

Ligeglad med ikke at være ligeglad

Mon den medicin virker på mig? Kan jeg lade være med at kæmpe imod at være ligeglad? Det må i praksis være noget i retning af at være ligeglad med ikke at være ligeglad?

Flere har sagt til mig, at med tiden vænner jeg mig til at have MS, og måske vil der ligefrem komme en dag, hvor jeg vil være taknemmelig og have fundet en ny og bedre måde at være i verden på.

Dét skrev jeg lidt om i sidste indlæg – dét med de nye veje.

Om at acceptere eller respektere

Det er både rigtigt og forkert. Det er nemlig begge dele. At der både viser sig nye og bedre veje, men også at der er noget, der bare ikke kan accepteres og væres ligeglad med. Sådan er det ihvertfald for mig.

Jeg vil ikke acceptere min sygdom! Men jeg vil gerne lære at respektere den. Den proces kan, tror jeg, ikke forceres. Den skal væres i med den sorg og smerte, det indebærer. Den vil ikke forceres; den vil trænge sig på og gøre smadder ondt. Fordi det er ondt, når livet rammer med voldsomme konsekvenser.

Og det er ikke sådan en lineær ting, som først gør rigtigt ondt og så langsomt med tiden gør mindre ondt. Det er som rutchebanen i Tivoli – det går op og ned; nogle dage er smerten og sorgen voldsom, andre dage mindre voldsom, og andre igen helt ok at følges med.

Ikke-accept som drivkraft

Det dur ikke for mig at acceptere min sygdom. For mig er det ensbetydende med, at jeg stopper med at tro på, at jeg kan blive helt, næsten eller lidt mere symptomfri.

Den der ”ikke-accept” er min drivkraft. Og den er grunden til, at jeg ikke er ligeglad.

Kan man finde en god måde ikke at være ligeglad på?

Så måske længes jeg ikke efter at være ligeglad? Men mere om at finde en måde ikke at være ligeglad på?

Jeg sad og ledte efter et ord for ikke-ligelad-heden, og ordet, jeg faldt over, var respekt. Det er sådan et majestætisk ord, der rank i ryggen ikke lader sig blæse omkuld.

Mon ikke der gik en del år for Peter Lang, før han kunne gå og smile dronninge-smil i lufthavnen? Og mon ikke det handlede om en respekt for hans Park in the Sun? Tænk at være i stand til at give sin sygdom sådan et smukt navn.

En rose med alt for mange torne

Jeg ved, at der er nogle mennesker med MS, der kalder deres sygdom for noget med ”rose” (scle”rose”). Det er også ret smukt. Indtil videre er der for mange torne på min rose til, at jeg synes, den er smuk. Måske fordi jeg ikke rigtigt respekterer den endnu. Men jeg er i gang.

Respekt for min MS er for mig noget med at tage den alvorligt uden at tage den alt for pålydende. At lytte til den, drage omsorg for den, men også sige den imod og udfordre den.

Respekt for min MS er for mig noget med at tage den alvorligt uden at tage den alt for pålydende. At lytte til den, drage omsorg for den, men også sige den imod og udfordre den.

I praksis er det noget med at erkende, at der er ting, jeg ikke længere kan (eller ihvertfald ikke kan nu). Fx at arbejde på fuld tid, at spise en stor pose slik, at gå på strøget med en veninde i flere timer, at gå en lang tur i raskt tempo alene eller sammen med nogen, at løbe halvmarathons, som jeg tidligere gjorde, at drikke et par flasker vin og være oppe den halve nat, at have for mange bolde i luften samtidigt osv...

Sammenhængen mellem respekt og mindset

Jeg har læst en rigtig god bog, der hedder ”Find glæden – du vælger selv dit mindset”, som er skrevet af Rikke Hedehus, som også har MS. Bogen handler om at insistere på at vælge et mindset, der fokuserer på livskvalitet frem for sygdom.

Hun fremhæver, at tvivl og sorg skal have lov at fylde, men at man ved hjælp af et stærkt mindset (vores tilgang til livet) kan finde mening i noget, der er særdeles udfordrende.

Rikke skriver virkelig godt, og hun har en hjemmeside (www.rikkehedehus.dk) og en Facebook-side (facebook.com/rikkehedehus.dk). Værd at besøge, ikke kun for mennesker med MS.

Positive oplevelser og erfaringer

Min personlige erfaring er, at mit mindset er stærkest, når jeg har nogle positive oplevelser og erfaringer at fylde det med.

Hvis jeg fx har haft en rigtig god oplevelse på yogamåtten, hvor balancen var nærmest god, så går jeg derfra med et stærkt mindset, der præger resten af dagen og måske flere dage frem. Hvilket resulterer i, at jeg går bedre og med større lethed.

Hvis jeg så omvendt har oplevet en uge med alt for meget at lave og for lidt tid til træning, får jeg dårlig balance og svært ved at gå. Det går lige i mit mindset – jeg bliver opgivende og ser allerede den der kørestol for mit indre øje.

Det lyder let: Så gik jeg dér på gaden og så, hvordan folk kiggede mærkeligt på mig. Og så vinkede jeg som dronningen og smilede, og måske bukkede og nejede jeg lidt...

Ikke-accepten er min ven og drivkraft; dén der kan udfordre mit opgivende mindset. Dén der siger ”fandme nej, op på hesten igen. Tag dig sammen og hold op med at have ondt af dig selv”.

Respekten er dén, der så godt, den kan, forsøger at skabe balance, når jeg bliver for trodsig og får for travlt. For når jeg får for travlt, får jeg dårlig balance og svært ved at gå.

Jeg længes efter nogle flere erfaringer

Respekten forsøger at sige ”ja ja, du skal op på hesten igen, men først skal du lige trække vejret, trække stikket og sige nej til noget, måske endda melde dig syg fra arbejde en eller to dage”.

Sådan en ting som at melde mig syg i et par dage, ”bare” fordi jeg er lidt stresset og svimmel, går meget imod de principper, jeg har haft det meste af mit liv. Man tager sig sammen, hvis man har det lidt skidt, man melder sig ihvertfald ikke syg.

Det er et meget godt eksempel på, at jeg har svært ved at respektere min sygdom. Fordi det egentlig er helt indlysende, at det er helt legitimt for mig at sygemelde mig i en dag eller to.

Jeg har endda gjort det et par gange, siden jeg fik diagnosen. Og det gik egentlig ok. Sådan da. Bare lidt dårlig samvittighed.

Så prøvede jeg at invitere den dårlige samvittighed ind og se, hvad den ville. Den var egentlig ikke så slem. Den ville bare gøre mig opmærksom på, at der er en smerte forbundet med ikke at fungere så godt, som jeg en gang gjorde. Og det er en smerte, der har ret til at give sit besyv med. Det var en meget god erfaring at få.

Så... Jeg længes efter at få nogle flere erfaringer med at respektere min sygdom...

Og det var jeg egentlig ikke helt klar over, da jeg startede med at skrive indlægget. Dét, der var i mit hoved inden indlægget, var ikke det samme, som dét, der kom ud. Peter Plys og Grislingen har ikke levet forgæves.

Livskloge ord af Peter Lang

• ”Bag ethvert problem er en frustreret drøm – og drømmen kom først”.
• ”Livet er så meget andet end problemerne”.
• ”Mødet med mennesker, der er irriterende, handler om at gøre dem smukke og attraktive”.
• ”There can be no understanding between the hand and the brain unless the heart acts as mediator”.