Hvis alle var langsomme...

Tænk hvis alle mennesker i hele verden var lige så langsomme som mig.

Det ville være fedt for mig, for så ville jeg føle mig normal. Men mindre fedt for samfundet. For det er nødt til at skynde sig for at optimere, udvikle, forandre, effektivisere... Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men det er noget med økonomi. 

Japanske sværd og danske verdensure

Jeg har lige læst en bog, hvori der var et eksempel på nogle gamle japanske sværd. Det tog en mand et år at lave ét sværd. Jeg kan også huske, da jeg for en del år siden var på rundtur på Rådhuset i København, og vi så og fik fortalt om Verdensuret. Det havde taget én mand, Jens Olsen, et helt arbejdsliv at lave og vedligeholde dét ur.

Men hvis vi nu holdt længere pauser, lavede flere sværd og verdensure, så havde vi måske slet ikke brug for pauser med yoga og meditation...

Jeg tror ikke, der i dag findes noget som helst, som det tager et år eller et helt liv at lave. 

Autister, arbejdsløse og dovne hunde

De var knagme langsomme, de japanere, og Jens Olsen på Rådhuset! I dag var de blevet fyret lige på stedet. Set på som dovne hunde! Som mennesker med autisme, der var alt for optaget af detaljer og udseende! Sådanne mennesker bidrager ikke til samfundet!

Tænk hvis alle var lige så langsomme som japaneren med sværdet, Jens Olsen med verdensuret – og mig.

I dag ville de sikkert have været arbejdsløse og nasset på samfundet med understøttelse eller som førtidspensionister. Og været blevet udredt for alskens psykiske diagnoser.

Jeg har ikke set det japanske sværd. Men jeg har set Verdensuret på Rådhuset. Det er imponerende. Fascinerende. Jeg forestiller mig, at det er det samme med det japanske sværd. 

Økonomisk værdi

Jeg ved ikke, om der er nogen i dag, der har brug for hverken Verdensur eller sværd. Og så dur det jo ikke. Ting skal have økonomisk værdi. Måske dur det som kunst. Men vist ikke, hvis det tager et år eller et liv at lave.

Tænk, hvis alle var lige så langsomme som japaneren med sværdet, Jens Olsen med verdensuret – og mig.

Tænk, hvis alle med ro og glæde brugte et år eller et liv på at fremstille noget, som de og andre kunne få gavn og nydelse af at kigge på og anvende.

For tiden skal vi gudhjælpemig have styr på. Så vi ikke spilder den.

Tænk, hvis vi ikke var så optagede af at tjene så mange penge for at få råd til at købe og lave alt det, som vi alligevel ikke har brug for.

Et samfund i slowmotion. Hvor kedeligt. Hvor rogivende. Hvor anderledes. Hvor ukendt. Hvor mærkeligt. Hvor mindfuldt. Hvor meditativt. Hvor uøkonomisk. 

Så trækker vi lige stikket et øjeblik!

Hvad skal vi da også med et japansk sværd og et verdensur til? Kan de bruges til noget? Har de berettigelse i den tid, vi lever i?

Sværd bruger vi heldigvis ikke så meget mere. Så det var jo ikke sådan, at alt var rart og langsomt der i Japan i gamle dage. Baggrunden for at lave de sværd har jeg ikke lyst til at tænke på.

Verdensuret er vist mest for turister. Vi andre bruger vores Apple- og Garminure med et hav af funktioner. For tiden skal vi gudhjælpemig have styr på. Så vi ikke spilder den. Og så vi har kontrol over, hvor meget vi har forbrændt, og hvor mange skridt vi har gået i dag.

Men sværdet og Verdensuret står for noget, som nærmest ikke findes i dag. De står for langsomhed, nærvær, kvalitet, ro, fordybelse, mening.

Som mennesker med autisme, der var alt for optaget af detaljer og udseende! Sådanne mennesker bidrager ikke til samfundet!

Det nærmeste, vi kommer på japanske sværd og verdensure i dag, er mindfulness, meditation, yoga, silent retreats, naturterapi og lignende.

Men alt sammen er det noget, vi stopper ind i vores travle hverdag, når vi lige tager os tid til det. Det er sjældent den måde, vi lever på hele tiden. Vi gør det, fordi vi godt ved, at vi behøver pauser. Og det er godt, at vi tager de pauser. Ingen tvivl om det.

Man hører også tit, at meningen med yoga, meditation og lignende netop er lige at trække stikket et øjeblik, så man orker at komme tilbage til den hektiske hverdag. 

Når man selv er dobbeltmoralsk

Jeg tør næsten ikke sige det – jeg er jo selv en af dem, der anbefaler yoga og meditation: Men hvis vi nu holdt længere pauser, lavede flere sværd og verdensure, så havde vi måske slet ikke brug for pauser med yoga og meditation...

Det havde taget én mand, Jens Olsen, et helt arbejdsliv at lave og vedligeholde dét ur.

Dette indlæg har ingen morale eller løftede pegefingre. Jeg presser selv yoga og meditation ind mellem alskens andre gøremål. Og jeg anbefaler Gud og hver mand at holde pauser i et travlt samfund med yoga og meditation. Den eneste forskel på dig og mig er, at jeg er langsom, og det er du ikke!

Det eneste, jeg ville med dette indlæg, var at skabe grobund for refleksion. Jeg håber, det lykkedes.

Fordi: "We are not stuck in traffic, we are traffic".