Min hjerne tror, det er farligt at gå!

Som de fleste godt ved, er hjernen langt mere plastisk, end vi troede for år tilbage. Men ikke destro mindre er det ikke rigtigt det billede, den traditionelle lægevidenskab udbreder. 

Mirakler er egentlig ”bare” neuroplasticitet

Og det på trods af at mirakler sker hele tiden. Så hører man om en mand, der brækker ryggen og ender i kørestol og som ikke ”burde” kunne komme til at gå igen. Men det gør han så alligevel. Og vi hører om folk med sclerose, hvor pletterne i hjernen forsvinder, og de bliver symptomfri, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre.

Tænk hvis lægerne var lidt mere nysgerrige hver gang, sådan noget sker og ikke ”bare” ser det som mirakler.

For disse mirakler sker pga neuroplasticitet, og det er der på en måde ikke noget mirakuløst i. Det er ”bare” dét, hjernen kan. I det hele taget er der fordele og ulemper ved at tale om neuroplasticitet som ”mirakler”. Det er naturligvis fantastisk, når det sker. Men ordet ”mirakler” lugter også af, at det ikke sker ret tit. Det gør det jo heller ikke, men tænk nu, hvis det delvist hænger sammen med en manglende tro på hjernens enorme plasticitet? 

Om en mand som tror på mirakler og neuroplasticitet

Jeg har lige læst en interessant bog, som hedder The Brain´s Way of Healing – Stories of Remarkable Recoveries and Discoveries. Den er skrevet at  Norman Doidge, som er psykiater, psykoanalytiker, forfatter, essayist og poet. Han tror på neuroplasticitet og mirakler. Og han har set dem ske flere gange.

Det er måske på sin plads med en definition af neuroplasticitet: Det betyder simpelthen, at hjernens struktur og funktion kan ændres via fysiske og mentale handlinger og adfærd.

Norman Doidge siger, at ”den del af hjernen man holder op med at bruge, holder op med at virke”. Det kalder han for ”nouse” (”ikkebrug”).

Han kalder også den hjerne, der er blevet beskadiget, for ”the noisy brain” (den larmende hjerne), hvilket betyder, at den har problemer med at affyre nerveimpulser i den rigtige rytme og i de rigtige retninger.

Hvad der sker, når man rammes af sclerose?

Når man bliver ramt af en sygdom som sclerose, skyldes det en fejl i immunsystemet, som går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet. Det som angribes, er myelinet, som er fedtskeder, som isolerer nervecellernes udløbere (axonerne). Myelinet har en beskyttende effekt, som gør at nerveimpulser kan løbe uhindret gennem nerverne. Men ved sclerose nedbrydes myelinet og nervecellernes axoner blotlægges med det resultat, at ledningen af de elektriske impulser i nerverne, forringes. Og der opstår betændelse omkring nervetrådene, som med tiden bliver til arvæv, hvilket får som konsekvens, at hjernen får svært ved at sende signaler til dele af kroppen. De områder i hjernen, hvor myelinet beskadiges, resulterer i læsioner eller plaks, som det også kaldes.

Og så er vi ved at nå frem til der, hvor neuroplasticitet kommer på banen! Det er nemlig sådan, at kroppen i et vist omfang selv kan gendanne myelin. Problemet er, at det ikke sker i samme takt, som sygdommen nedbryder myelinet. Det betyder, at visse nerveceller bliver totalt ødelagte eller simpelthen dør.

Men hvordan hænger det sammen med, at der alligevel sker mirakler? Hvordan hænger det sammen med, at nogle menneskers hjerner reparerer sig selv? Hvordan hænger det sammen med de historier, vi en gang imellem hører, om fx sclerosepatienter, hvor læsionerne i hjernen forsvinder?

Mirakler og neuroplasticitet er hårdt arbejde!

Det giver kun mening, hvis man tror på neuroplasticitet. Nu er hverken mirakler eller neuroplasticitet jo en religion, man kan tro på. Men der er alligevel noget om, at ”tro kan flytte bjerge”, for de mennesker, som trodser lægevidenskabens forudsigelser, kommer ikke sovende til det!

Så man kan ikke læne sig tilbage og tro på neuroplasticitet. Der skal kæmpes. Norman Doidge fortæller om en mand med parkinsons, som med tiden blev så dårlig, at han næsten ikke kunne gå. Han var også lidt oppe i årene. Men så besluttede han sig for at gå, selvom han næsten ikke kunne. Han udviklede med tiden en gåteknik, som krævede hans fulde opmærksomhed. Således at når han blev forstyrret i sin gåteknik, så fik han igen svært ved at gå. Men vi snakker ikke uger eller måneder, inden der skete fremskridt. Vi taler ÅR. Inklusive tilbagefald. Og så op på hesten igen.

Om nerveceller i dvale og om intelligent bevægelse

Norman Doidge hævder også, at når hjernen bliver beskadiget, og vi taler om, at hjerneceller dør, så kan vi ikke vide, om alle virkelig er døde. Nogle er muligvis gået i dvale og kan vækkes igen. Og selv når et helt hjerneområde er ”off”, kan der fortsat være aktivitet, som kan vækkes til live.

Så kunne det tænkes, at de mennesker, der rejser sig fra kørestolen, ikke havde direkte døde områder i hjernen, men områder der var gået i dvale, men som på en eller anden måde bliver vækket til live igen?

Der kan også ske det, at når et område dør eller går i dvale, så ”svarer” et andet område af hjernen med at overtage de funktioner, som det beskadigede område tidligere udførte. Det kaldes for kompensering.

En anden fortaler for neuroplasticitet var Moshe Feldenkrais, som beskæftigede sig med intelligent bevægelse. Ifølge Norman Doidge var han en af de første, der forstod, at man kan bruge bevægelse til at komme i kontakt med – at snakke med, om man vil – hjernen. Enkelt sagt: Bevægelse ændrer hjernens strukturer. Bevægelse vækker hjernen.

Jeg blev forskrækket og holdt op med at gå

Nu har jeg jo ikke parkinsons, men sclerose, men mit største problem består også i, at jeg går dårligt.

Jeg fik sclerosediagnosen for tre år siden. Når jeg ser tilbage på de tre år, kan jeg se, at jeg er blevet mere og mere forskrækket ift. det med at gå. Det er virkelig ubehageligt, når man opdager, at noget så naturligt som at gå, ikke længere er naturligt. Så er det let lige så stille og roligt holde mere og mere op med det...

Jeg begynde at kaste mig over yoga og styrketræning. Og tog mit løbehjul, når jeg skulle ”gå” kortere ture. Og cyklen eller bilen på lidt længere ture.

Yogaen og styrketræningen har gjort, at jeg er i super god form. Jeg bliver ikke helt så udtrættet, som jeg blev tidligere – eller det tager kortere tid at komme til kræfter igen.

Men gangfunktionen er ikke blevet bedre. Hånden på hjertet er den nok blevet dårligere. Den lette konklusion er følgende: Du har progressiv sclerose, og myelinet lider mere og mere skade, og det vil bare gå mere og mere ned ad bakke. Det er der faktisk en sygeplejerske, der har sagt til mig. Ikke lige med de ord, men pakket lidt ind. Noget med at ”det må du jo forvente med den sygdom”.

De neurologer jeg har mødt, har ikke sagt det. Det tør de ikke, tror jeg. Fordi de har set miraklerne, tror jeg. Men de taler kun højt om det, der er empirisk belæg for. Derfor snakker de ikke om mirakler men væver lidt rundt i det. For selvom de har set miraklerne, tror de ikke rigtigt på dem. De tror ikke deres egne øjne. De har nemlig videnskabsbriller på, når de ser. Og videnskabsbriller ser evidens og det, der kan måles. Neuroplasticitet og mirakler er sværere at måle og få til at passe ind i en evidensbaseret ramme.

Den tilsyneladende sandhed (jeg har skrevet et andet indlæg om de tilsynelandende sandheder) om sclerose, og især den progressive, som jeg åbenbart har, er at man kan forvente at blive dårligere og dårligere.

Potentiale til kørestol eller løbetur

Det tror jeg er rigtigt. Jeg har potentiale til at ende i kørestol. Men hvad nu hvis jeg også har potentiale til at komme til at løbe igen. Eller gå fem km uden vandrestave i nogenlunde almindeligt gåtempo (det kan jeg nemlig godt nøjes med)?

Heldigvis ved de fleste idag (også lægerne), at træning er rigtig godt, og der er efterhånden nogenlunde enighed om, at træning udskyder sygdomsprogressionen for de fleste kroniske sygdomme.

Men hvad med dem, hvor udviklingen går den anden vej? Den gode vej. Som ”starter i kørestol” og ender med at gå og løbe?

Et eksempel er lægen Terry Wahls, som har udviklet en diæt for folk med sclerose. Hun blev selv ramt af sclerose og havnede ret hurtigt i kørestol. Men ved at ændre kosten og mange andre forhold i sit liv, fik hun førligheden tilbage og er idag både gående, stående, cyklende og velfungerende.

Det er neuroplasticitet på højt plan. Og måske held. Måske har hun bare nogle rigtig gode gener og hjerneceller, som er super duper plastiske.

Hvad nu hvis mirakler blev lidt mere hverdagsagtige?

Men hvad nu hvis vi turde tale endnu mere om miraklerne? Og turde tro på ”ikkebrug” og ”larmehjerner”?

Hvad nu hvis mirakler kunne blive lidt mere hverdagsagtige, fordi vi turde tro på dem OG tale om dem?

Hvad har vi at tabe i forhold til, hvad vi måske har at vinde? Jo, vi kan blive nok så skuffede over, at det ikke endte ud med et mirakel. Men har man en kronisk sygdom som sclerose, så skal der meget til at skuffe én. Tro mig!

Jeg er så heldig, at jeg har min helt egen sclerose-ekspert-fysioterapeut, som tilfældigvis også er min søster. Hun forsøger så godt hun kan at guide mig (oftest på afstand, da vi bor 300 km fra hinanden) ift min træning. Og hun tror på neuroplasticitet. Og lidt på mirakler, tror jeg.

Hun har hjulpet mig med igen at finde modet til at gå. Hun har også hjulpet mig med at forstå, at jeg formentlig har gået ret uhensigtsmæssigt i længere tid. Så nu er jeg begyndt at gå på en lidt anden måde. For hvert skridt jeg tager med højre ben, siger jeg til mig selv (eller prøver at huske det):

”Lås op” – hvilket betyder, at jeg skal koncentrere mig om at bøje højre ben før hvert eneste skridt, jeg tager, inden jeg løfter det. For det er nemlig holdt op med at være en automatisk proces, som bare sker. Altså er ”hjernelarm” og ”ikkebrug” i spil.

Ud over denne nye teknik er jeg begyndt at gå mere. Jeg går ture med mine vandrestave og musik i ørerne til en takt, som passer min ganghastighed, cirka hveranden dag. 

Min hjerne er utilfreds og svarer igen!

Jeg startede med mine gåture for et par måneder siden, og min hjerne er meget utilfreds. Den ”larmer” og forsøger at råbe mig op og sige, at jeg er på afveje. Jeg går ikke bedre. Måske har jeg endda fået dårligere balance og er endnu mere afhængig af mine stave, når jeg går.

Men jeg vælger at tro, at det netop er min hjerne, der larmer og er i ”ikkebrug” og er overordentligt utilfreds med, at jeg insisterer på at gå. Og at den fortsætter med det lige indtil den finder ud af, at det faktisk ikke er helt så farligt at gå, som den har overbevist sig selv om igennem de sidste par år. Jeg håber, jeg er igang med at vække nogle af de områder, som er gået i dvale. Men hold da op, hvor er de svære at råbe op!

Derfor skriver jeg ned og fører statistik. For selvom min kvalitative fornemmelse er, at jeg ikke går bedre (måske dårligere), så er de kvantitative fakta ikke til at tage fejl af: Jeg GÅR mere og længere, end jeg har gjort længe.

Hvor længe skal man fortsætte med noget, inden man kan se resultater? Norman Doidge siger, at man mindst skal forvente 6 uger.

Det havde været let for mig at give op, for nu er der gået 8 uger, og det er – hånden på hjertet – svært at se fremskridt.

Men jeg fortsætter ud fra ideen om, at ”det man gør meget af, bliver man bedre til” og ud fra ideen om ”ikkebrug” og ”hjernelarm”.

En larmende hjerne er en stresset hjerne

Norman Doidge hævder også, at den larmende hjerne er en stresset hjerne, som skaber ubalance i nervesystemet. At der er overaktivitet i det sympatiske nervesystem (speederen) og for lidt aktivitet i det parasympatiske nervesystem (bremsen).

Det giver god mening for mig. Jeg bliver nemlig enormt stresset, når jeg går og kan nærmest ikke foretage mig noget en time efter en ”lille” gåtur på omkring 1 km. Det bedste jeg kan gøre, er at lægge med ned og fokusere på vejrtrækningen.

Det må være derfor, jeg, da jeg var allermest stresset (lige da jeg fik diagnosen) faldt pladask for yogaen og meditationen. Mit nervesystem var overaktiveret, hvilket var medvirkende til, at alle alarmknapper hylede ”det er farligt at gå, det er farligt at gå”.

Men kære lille hjerne: Det ER ikke farligt at gå. Og jeg fortsætter. Men jeg skal nok huske at aktivere det parasympatiske nervesystem, så du kan få slappet af imellem gåturene!

Fortsættelse følger 😊....