Når livet slår
Der er mange tilsyneladende sandheder om MS og sygdomme i det hele taget. En del af disse hviler på traditionel lægevidenskab, hvis grundantagelse er, at ting skal bevises videnskabeligt for at have sandhedsværdi.
Det er der ikke noget galt i. Men bagsiden af lægevidenskabens medalje er, at der let kan opstå tilsyneladende sandheder – og måske især, at de har en tendens til at bide sig godt fast i dén kultur, de er opstået i.
Hjernen er plastisk hele livet
En del af de tilsyneladende sandheder, tror jeg, er er opstået som følge af, at man i mange år har troet, at hjernen ikke var særlig plastisk, hvilket betød, at opstod der skader i hjernen, var det for bestandigt.
Miracles start to happen when you give as much energy to your dreams as you do to your fears
Men netop takket være lægevidenskaben, ved man idag, at hjernen er meget mere plastisk, end man havde kunnet forestille sig.
Måske er det i virkeligheden dét, der sådan rigtigt for alvor kan være med til at udfordre de tilsyneladende sandheder om sygdomme, som ellers er godt fasttømrede i vores kultur.
Jeg stødte i sin tid på fænomenet tilsyneladende sandheder i en lidt anden kontekst. Det var på en efteruddannelse hos psykiater Søren Hertz og psykolog Jørn Nielsen (Metalog), hvor det blandt andet handlede om den stigende tendens til at sætte psykiatriske diagnoser på børn og unge.
En tilsyneladende sandhed omkring psykiatriske diagnoser er fx, at ”autisme er en livslang lidelse, som man aldrig slipper af med”. Det kan godt være rigtigt, at man har autisme hele livet, men det kan også være forkert.
Efter jeg blev kronisk syg, blev det meget tydeligt for mig, at der eksisterer en del tilsyneladende sandheder omkring kroniske og autoimmune sygdomme – men at de heldigvis også udfordres.
Tilsyneladende sandheder er ideer, konklusioner eller overbevisninger, som et stort antal mennesker er blevet enige om er sande, og så er de på en eller anden måde blevet sandheder.
”Man kan ikke blive rask”
Én tilsyneladende sandhed om MS handler om, at man aldrig bliver rask, og at det bare går én vej; ned ad bakke. Hjernen og nervesystemet er beskadiget; den såkaldte myelin, der sidder som beskyttelse rundt om nerverne, er skadet og kan ikke repareres men bliver bare mere og mere beskadiget, med det resultat, at man bliver mere og mere invalid.
Desuden skrumper hjernen hurtigere hos folk med MS – det lyder voldsomt, og det er det på en måde også; dog er det sådan, at alle hjerner på mennesker over 20-30 år langsomt skrumper.
Der forskes rigtig meget i, hvordan man kan få immunsystemet til at reparere og gendanne myelin. Og der er stor optimisme i forskerverden ift. at løse gåden om den beskadigede myelin.
Tilsyneladende sandheder er ideer, konklusioner eller overbevisninger, som et stort antal mennesker er blevet enige om er sande, og så er de på en eller anden måde blevet sandheder.
Men man har ikke fundet nøglen, og holdningen i dag er som udgangspunkt, at myelin og beskadigede nerver (endnu) ikke kan repareres.
Kan man selv reparere myelin?
Men ikke destro mindre er der ikke så få eksempler på mennesker med MS, der nærmest bliver symptomfri. Det burde ikke kunne lade sig gøre ifølge den tilsyneladende sandhed.
Indenfor psykologien kan det kaldes for Compassion: tag hånd om dig selv og vær tilgivende overfor dig selv, når du er udfordret
Men hvem ved – enten findes der eksempler på mennesker, der lykkes med remyelisering og med at bremse skrumpningen af hjernen, eller måske handler det om en evne til at styrke andre områder af kroppen og hjernen med nye nervebaner til følge, således at nye forbindelser kan kompensere for gamle og ødelagte. Hvem ved – ihvertfald er der talrige eksempler på mennesker med MS, som bliver helt eller delvist symptomfri.
Miraklernes tid er ikke forbi: Konkrete eksempler
Et konkret eksempel er svenske Birgitta Brunes, som er lægen med MS, der blev stort set symptomfri ved bl.a. kostændring, balance mellem fysisk aktivitet og hvile, afgiftning af kroppen osv.
Hendes hypotese om MS går ud på, at sygdommen primært skyldes en ubalance i hjernens signalsubstanser (kilde: Birgitta och Christian Brunes: ”Går signalen fram – En bok om multibel skleros (MS), kronisk trötthet och signalsubstanser”).
Et andet eksempel er den amerikanske læge Terry Wahls, som i år 2000 fik konstateret MS og tre år senere endte i kørestol. Ved hjælp af kostomlægning og fysisk træning gik hun fra at være kørestolsbunden til i dag at leve et fysisk aktivt liv uden symptomer (kilde: Terry Wahls: ”The Wahls Protocol – How I beat Progressive MS using Paleo Principles and Functional Medicine”).
Der er mange andre eksempler. I bogen ”Recovering from Multiple Sclerosis – Real life Stories of Hope and Inspiration” af George Jelinek og Karen Law gives fx mange eksempler på mennesker, der har givet sygdommen baghjul.
Dengang det hed ”Træning er skadeligt”
For ikke så mange år siden var der en tilsyneladende sandhed, der handlede om, at mennesker med MS skulle passe på ikke at overbelaste kroppen og ikke træne for hårdt. Det kunne forværre sygdommen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne tilsyneladende sandhed har gjort det så meget værre for mange mennesker med MS – jeg mærker tydeligt, at hvis jeg dropper træningen bare en enkelt dag, bliver jeg fysisk dårligere. Forestil dig så lige, at man stort set dropper træningen hele livet!
Og nu hedder det: ”Træning styrker hjernen”
I dag er anbefalingerne de modsatte. Resultaterne af et nyligt forskningssamarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og University Medical Center Eppendort i Hamburg tyder på, at hård træning ikke bare er positivt for kroppen men også påvirker hjernen og kan få områder af hjernen til at vokse (kilde: Artikel af Henriette Stevnhøj: ”Hård træning ser ud til at bremse udviklingen af sclerose”).
Det vil sige, at hård træning helt enkelt kan være medvirkende til, at der skabes nye forbindelser i hjernen.
Når de gode historier bliver til ny videnskab
Dette er eksempler på, hvordan tilsyneladende sandheder er blevet ændret; men først når der er videnskabelige beviser, kan den traditionelle lægevidenskab anerkende det som videnskabelige sandheder eller sandsynligheder.
Lægevidenskaben er nødt til at have beviser, og derfor er vi nødt til at være et skridt foran videnskaben og udfordre den. Det er sådan, der bliver skabt ny videnskab. Og så er det altså de tilsyneladende sandheder, vi skal turde udfordre.
Når de gode historier bliver mange nok, bliver de så småt til ny videnskab.
MS er en sygdom, der har rigtig meget at fortælle, og man er et skarn, hvis man ikke lytter.
Med al den forskning, der lige nu præger området af autoimmune og inflammatoriske sygdomme – ift. træning, hjernens plasticitet, kostens og tarmenes betydning for sundhed og sygdom – tror jeg, vi bare har set begyndelsen på de nye sandheder om lindring og helbredelse af disse sygdomme.
At samle på dårlige erfaringer er godt
Hver eneste dag, hvor jeg falder i og spiser usundt eller ikke får trænet og/eller stresser, bliver jeg meget bevidst om, hvor meget det skader kroppen. Det er dyrekøbte erfaringer ikke at lytte til kroppen.
For mit vedkommende går det direkte i bentøjet og balancen.
Min erfaring er, at man skal samle på en del dårlige erfaringer for virkelig at lære af dem. Det er jeg i gang med.
Det er også derfor, det er en dårlig ide at slå sig selv i hovedet, hver gang man gør ting, der ikke er gode: Alle de dumme ting, man gør mod sig selv, bliver lagret som erfaringer, man så småt kan tage ved lære af.
Det er ligesom med det lille barn, der skal lære at gå: Det er nødt til at få en masse erfaringer med at falde (og gråd og sår på knæene), før det lykkes.
Der er altid grunde til handlinger og adfærd. Også selvom de nogle gange er virkelig, virkelig, virkelig uhensigtsmæssige!!
Om Compassion og kærlige spark bagi
Indenfor psykologien kan det kaldes for Compassion: tag hånd om dig selv, og vær tilgivende overfor dig selv, når du er udfordret. Det er ikke motiverende at slå sig selv oveni hovedet, hver gang man mislykkes med noget.
Så får man nemlig ikke lyst til at hoppe op på hesten igen. Det er bedre at kigge på sig selv udefra og give sig selv en krammer og sige, at i morgen er der endnu en dag, hvor der er mulighed for at starte om eller fortsætte, hvor man slap for nogle dage siden, og gøre ting, som man ved er godt for krop og sjæl.
Når det er sagt, kan det nogle gange være nødvendigt lige at tage et alvorsord med sig selv og sparke sig selv alvorligt bagi. Dårlig samvittighed er ikke altid et onde. Men man kan godt sparke sig selv bagi med Compassion.
Sygdomme har ofte historier at fortælle
Man bliver ikke lykkelig af at få en potentielt alvorlig kronisk sygdom, men man bliver klogere og får ændret sit perspektiv på livet, og på hvad der er vigtigt.
Lad mig slå fast med syvtommersøm: MS er en sygdom, der har rigtig meget at fortælle, og man er et skarn, hvis man ikke lytter. For den giver sig ikke. Den råber højt, lige indtil man lytter og foretager de gennemgribende livsændringer, som den har på sinde.
Og når man så har lyttet, fortsætter den med at råbe højt hver eneste dag, så man får ligesom ikke lige muligheden for at glemme, at man har den som ledsager. Det er både skide irriterende, men også nødvendigt.
”Hvad pokker råber du om”?
Nogle gange er det bare svært at forstå, hvad den råber om. Fordi det kan være så modsigende: På den ene side fortæller min MS mig, at jeg har haft for travlt i mange år, og det er derfor, den har ramt mig på benene (”så stop dog med at styrte afsted”, råber den). På den anden side fortæller den mig også, at jeg skal give den gas med træningen. Hver gang, jeg træner hårdt, får jeg det nemlig bedre bagefter. Det lyder mærkeligt, men jeg har det bedst, når jeg har ondt i hele kroppen af træning.
En super besværlig og irriterende ven
Det kan være svært at skulle lytte til begge sider af MS´en. Den er som en besværlig ven, man kan irritere sig på, men ikke slippe af med.
Den her irriterende ven vil have masser af Compassion. Medfølelse og forståelse. Men som sagt også udfordringer og spark i røven.
Sådan som det nogle gange er nødvendigt at give til irriterende venner, som man alligevel ikke helt kan lade være med at holde af (når det så er sagt, så holder jeg altså endnu ikke særlig meget af min MS).
Hvis jeg nu havde lyttet noget før...
Jeg ville egentlig ønske, at jeg havde lyttet til min krop, før MS´en sådan rigtigt blev en realitet. Så havde jeg sikkert fået medicin, som kunne bremse symptomerne. Nu har jeg desværre så mange nerveskader, at jeg godt er klar over, at det er op ad bakke.
Men det er en dum ide at græde længe og meget over spildt mælk, og nogle gange er man ikke klar til at lytte, når det havde været bedst at gøre det.
Og så er vi igen inde på det her med Compassion. Vi gør det så godt vi kan, ud fra de forudsætninger, vi har. Der er altid grunde til handlinger og adfærd. Også selvom de nogle gange er virkelig, virkelig, virkelig uhensigtsmæssige!!!
Om timing og om næste blogindlæg
Jeg var ikke klar til at ”møde” min sygdom før nu; dette kommer næste blogindlæg til at handle om, for det kan jo godt lyde mærkeligt.
Men nogle gange tror jeg, at kroppen og sindet har sine egne ideer, som bevidstheden ikke bliver involveret i, før timingen er ”rigtig”, også selvom det får fatale konsekvenser.