Når livet slår
Sidste sommer (2016) var jeg overordentligt stresset. Der var meget på jobbet og i det hele taget. Og så havde jeg gået med en mistanke i flere år – jeg var bange for, at jeg havde sclerose.
Det er i sig selv en stressfaktor at gå rundt med frygt og rædsel, som man forsøger hele tiden at løbe fra. Så er hele ens nervesystem i alarmberedskab hele tiden, hvilket skaber rigtig meget uhensigtsmæssig stress i kroppen.
You never know how strong you are, untill strong is the only choice you have.
Jeg fortalte ikke nogen om det. Heller ikke mig selv. Det var nok derfor, kroppen sådan rigtigt begyndte at sige fra. Fordi den ikke en gang kunne få mig til at lytte.
Jeg blev svimmel, havde dårlig balance, var stresset, og blev tung og træt i højre ben, når jeg gik, og jeg kunne slet ikke løbe mere, sådan som jeg ellers har gjort i mange år; jeg elsker at løbe!
”Du er nok bare stresset”
Endelig tog jeg mig sammen og gik til læge. Der var to læger, der undersøgte mig. Ingen troede på det med MS. Jeg klarede deres tests for godt. Jeg var nok ”bare” stresset. Det må du nok snakke med din chef om, var deres forslag. Men for en sikkerheds skyld ville de da godt tilbyde mig en MR-scanning.
Det fik jeg så og også en del andre undersøgelser, og jeg havde ret. Jeg havde MS. Tæppet blev revet væk under fødderne på mig. Bogstaveligt talt. Jeg blev sygemeldt og kunne næsten ikke gå. Og havde det enormt dårligt. Kunne ikke tro det.
Og så alligevel; jeg fik sådan set bare bekræftet den mistanke, jeg selv havde gået med i flere år. På den ene side var det en lettelse. Trods alt ”kun” MS, det kunne have været meget værre. På den anden side et kæmpemæssigt chock: hvad nu med livet og fremtiden og alt muligt?
Sygemelding på godt og ondt
Jeg var sygemeldt i 7 måneder – ikke primært for MS´en, mere for udbrændtheden, men tingene hænger jo sammen. Jeg havde virkelig brug for de 7 måneder til bare at komme helt ned i gear og tænke en masse tanker.
I starten brød jeg mig ikke om at være sygemeldt; det er ikke sjovt at få tid til at tænke over sin situation, når man har forsøgt at fortrænge den i flere år. Det er meget lettere at begrave sig i et arbejde, der handler om at hjælpe andre mennesker med deres udfordringer, sådan som man jo gør som psykolog.
Det er ikke sjovt at få tid til at tænke over sin situation, når man har forsøgt at fortrænge den i flere år.
Men efterhånden kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for den sygemelding. Brug for at komme helt ned i sorte huller og op igen. Og ned igen. Og op igen. Og ned igen. Og... Og få slappet af. Ikke mindst fysisk. Min krop var sønderstresset og i allerhøjeste alarmberedskab.
Tak, yoga!
Jeg begyndte at gå til yoga for at få kontakt med kroppen igen – for at styrke den og for at få den til at slappe af. DET er det bedste, jeg har gjort. Så det kommer bloggen til at handle en del om. Yogaen kan nemlig noget – ikke bare som sport men som livsstil.
Nu er der gået godt et år. Jeg arbejder halv tid. Tiden må vise, hvad det blir til. Lige nu vil og kan jeg ikke arbejde mere – jeg er nødt til at træne hver eneste dag for at holde kroppen kørende (nå ja, snarere gående). Så med arbejde, træning, børn osv blir det alligevel nærmest et fuldtidsarbejde.
Livet kan slå med mange ting
Bloggen handler om Når livet slår. Livet kan slå med andre ting end sygdomme som MS og andre kroniske og/eller autoimmune sygdomme.
Det kan slå med angst, med stress, med udbrændthed og med kriser af alle mulige og umulige slags. Stress og udbrændthed kan fx også skade hjernen så drastisk, at man bliver mærket for livet.
Det er således ikke kun en blog, der handler om MS. Den handler i al sin enkelhed om, når Livet slår hårdt. Men især om, hvad man så gør, når det er tilfældet.
Jeg er igang med at finde ud af, hvad man gør, og det vil jeg formentlig være resten af livet. Så jeg har ikke noget enkelt svar på, hvad man gør, når livet slår. På en måde ville det også være kedeligt med en blog med et enkelt svar.
Når valget er enkelt, men svært
Nogle gange siger folk til mig, at jeg er sej, at jeg orker at kæmpe sådan hver eneste dag. Øhh tak – men hvad er alternativet? Det er virkelig pænt sagt, og jeg bliver på den ene side glad og stolt. Men på den anden side er det en svær kommentar at håndtere, fordi det for mig er så enkelt: Jeg har ikke noget valg!
Hvis jeg ikke kæmper hver eneste dag, så ender jeg i kørestol. Og det vil jeg ikke. Sådan er det bare. You never know how strong you are, untill strong is the only choice you have.
Desuden er det ikke hver eneste dag, jeg kæmper. Nogle dage er jeg sløv og gider ikke træne. Men det har vist ikke noget med sygdommen at gøre; mere med bare at være menneske.
Jeg startede med at skrive, at jeg er yoganørd. Det er jeg blevet, fordi jeg tror på, at hvis jeg skal ha en jordisk chance for at give denne lortesygdom baghjul, så bliver vejen gennem yogaen – både som fysisk træningsform, men også som livststil mere generelt.
Yoga og psykologi
Derudover er jeg som sagt psykolog. Det er jeg meget glad for. Især fordi det er gået op for mig, at yogaen og psykologien kan noget sammen!
Dét, jeg har manglet i psykologien, har jeg fundet i yogaen. Eller nærmere: det er jeg igang med at finde – yogaen er stadig ny for mig, og jeg er lidt som en antroplog i yogaens univers.
Psykologien beskæftiger sig meget med hovedet, yogaen meget med kroppen. Men mennesket har aldrig været enten krop eller hoved.
Yogaen kan skabe kontakt med kroppen. Det kan sproget ikke på samme måde.
Psykologer snakker og lytter meget, og klienter snakker og lytter meget. Men nogle gange kommer sproget til kort. Fordi det alene ikke rummer det hele menneske. Mennesket med både hoved og krop.
Yogaen kan skabe kontakt med kroppen. Det kan sproget ikke på samme måde. Jeg har selv oplevet, hvordan kroppen via yogaen begynder at fortælle historier, som vi ikke kendte til eller måske har glemt. Der vil helt sikkert komme blogindlæg, som uddyber dette!
Meget i denne blog vil derfor handle om mine egne erfaringer med og interesse for yoga og psykologi – og sådan mere generelt om håndtering af en lortesygdom, man ikke kan slippe af med.
Jeg håber, at både folk med sygdomme og/eller andre kriser inde på livet kan finde inspiration i mine tanker og refleksioner.
Det første blogindlæg kommer meget snart – og kommer til at handle om, hvorfor offerrollen er et dårligt karrierevalg.